Fortsat spredning af smitte i Sisimiut, men godt nyt fra Avannaa

Der er fundet og konstateret 8 yderligere tilfælde med Covid-19 i Sisimiut. De foreløbige undersøgelser viser, at der er tale om smitte uden for de allerede kendte smittekæder. Smittespredningen involverer flere arbejdspladser og institutioner samt sygehuset. De fleste smittede er uvaccinerede eller vaccineret én gang. Det er helt overvejende yngre mennesker, der smittes og dermed holder udbruddet i gang.

Coronasekretariatet er i gang med at finde kontakter til de smittede for at begrænse smittespredningen. Der må dog forventes yderligere smittespredning i Sisimiut og smitte vil kunne ske overalt, som situationen er nu. Det er Grønlands hidtil største og mest omfattende udbrud af Covid-19.

Testcenter i Sisimiut

For at få begrænset udbruddet er det absolut påkrævet, at der åbnes op for yderligere test-kapacitet. Derfor er der i samarbejde med Qeqqata Kommunia ved at blive etableret et testcenter i Sisimiut. Kommunen har tilbudt at stille faciliteter og personale til rådighed. 

Indlagt med covid-19

Der er to indlagte med Covid-19 i Sisimiut, hvor den ene har brug for aktiv behandling, men tilstanden er ikke kritisk og de smittede kan derfor forblive i Sisimiut.

Godt nyt fra Avannaa og Aasiaat

Situationen i Avannaa er til gengæld gunstig. Der er ikke tegn til yderligere smittespredning i Tasiusaq. Også udbruddet i Upernavik ser pt. ud til at være inddæmmet med få aktivt smittede. På grund af meldinger om syge er der udført podninger i Kullorsusaq af en udsendt bioanalytiker. Alle 15 tests var negative. Der er aktuelt ikke noget der tyder på spredning til andre bygder.

Situationen i Aasiaat følges fortsat nøje. Der vil blive foretaget yderligere testning i både Aasiaat, Kangaatsiaq og Qasigiannguit. Der samarbejdes med Kommune Qeqertalik om etablering af et testcenter for at kunne styrke den samlede indsats.

Aktivt smittede: 57

Antal smittede: 168

Antal raskmeldte: 108

Antal testede: 44.501

Antal indlagte: 2

Antal døde: 0