Opfordring fra Naalakkersuisut i forbindelse med smittespredning i Upernavik

Der ses aktuelt en alvorlig risiko for ukontrollerbar smittespredning med Covid-19 i Upernavik, og Naalakkersuisut skal derfor opfordre alle borgere i Grønland til at være opmærksomme på symptomer, følge Landslægeembedets anbefalinger og generelt begrænse unødvendige forsamlinger.

Hvis man oplever symptomer, skal man blive hjemme og f.eks. ikke tage på arbejde. Endvidere skal man ringe til det lokale sundhedsvæsen så de kan vurdere om der skal testes for Covid-19.

Landslægeembedets seneste udmelding om situationen i Upernavik kan læses her: Udbredt smitte i Upernavik

Naalakkersuisoq for sundhed, Kirsten Fencker, udtaler:

”Lige nu bruger Landslægeembedet, Sundhedsvæsenet, Politiet og en masse andre myndigheder mange ressourcer på, at bekæmpe smittespredningen af Covid-19. Men de kan ikke gøre dette alene. Sådan en indsats kræver befolkningens fulde opbakning.

Jeg skal bede alle borgere i både Upernavik og i resten af landet, om at tage et medansvar i denne fælles indsats. Jeg har fuld forståelse for, at man ønsker at opretholde de sociale aktiviteter og sejle mellem byer og bygder. Men i en tid som denne, hvor der er risiko for smittespredning med Covid-19, bør vi undgå alle rejser og forsamlinger som ikke er nødvendige.”