Nekrolog - Lars Vesterbirk, f. 2. april 1946, d. 29. maj 2021

Lars Vesterbirk var søn af kriminalkommissær Charles Vesterbirk og Grethe Larsen. Lars blev i 1973 gift med Kirsten, og sammen de fik børnene Claudia og Kim. Ved sin død levede Lars sammen med journalist og forfatter Susanne Bernht.

Lars blev student fra Nykøbing Falster Katedralskole i 1965, og i 1972 dimitterede han som Cand. Jur. fra Københavns Universitet. Efter dimissionen blev han ansat som ministersekretær i Ministeriet for Grønland, herefter fuldmægtig hos Landshøvdingen over Grønland fra 1973 til 1977. I 1978 blev Lars udsendt som “Special assistant to the Commissioner of N.W.T, Government of the North West Territories, Canada, efterfulgt af en række poster i Ministeriet for Grønland, frem til ansættelsen i Grønlands Hjemmestyre i 1982.

Lars havde på mange måder en klassisk embedsmandskarriere, fra ministersekretær og fuldmægtig til kontorchef, herefter direktør og derefter som udsendt repræsentant.

Lars var en dygtig jurist, men det var i høj grad hans evner som forhandler, diplomat, leder, loyal embedsmand, menneske og ikke mindst en helt unik evne til altid at befinde sig i begivenhedernes centrum, der førte til, at han blev en af de mest markante embedsmænd i Grønlands nyere historie.

Lars var en pioner, på en række områder den første af sin slags i Grønland, hvor han havde tiden med sig. Grønland stod over for konstante, spændende og hastige forandringer. Ingen vidste helt nøjagtigt hvad morgendagen ville bringe, og det passede Lars godt, og han endte med at blive en slags embedsværkets schweizerkniv, en der kunne håndtere stort set hvilken som helst opgave der blev ham pålagt eller som han pålagde sig selv. Han var kort sagt den grå eminence, som fik politikernes ønsker ført ud i livet. Man kunne dog dårligt beskylde ham for at være grå, nok nærmere et festfyrværkeri af farver.

Det skulle også vise sig, at netop de evner, skulle blive af afgørende betydning i årene fremover, både for Lars og ikke mindst for Grønland.

I 1982 søgte Grønlands Hjemmestyre en kontorchef som leder af hjemmestyrets Danmarkskontor og af jobopslaget kunne man allerede fornemme, at her var en stilling med et rimeligt bredt arbejdsområde, som passede perfekt til Lars’ alsidige evner.

Jobopslaget lød:

”Kontorchefen skal udover at have det overordnede ansvar af kontoret, også varetage opgaver på vegne af andre landsstyreområders interesser overfor danske myndigheder. Opgaverne var ligeledes forhandling af overenskomster for hjemmestyrets ansatte i Danmark. Kontorchefen skulle ligeledes deltage i internationale forhandlinger på fiskeriområdet. Kontorchefen var koordinator for den samlede virksomhed, der udøves af hjemmestyrets institutioner i Danmark og han skulle bistå disse i juridiske organisatoriske anliggender. Til stillingen var der forpligtelse omkring information af den danske offentlighed og grønlandske forhold, herunder kulturelle organisationer om grønlandske forhold. Han skulle også afgive indberetninger til hjemmestyrets centrale instanser om spørgsmål af interesse for Grønland. Kontorchefens nærmeste foresatte var sekretariatschefen for hele hjemmestyrets centrale administration.”

Lars blev ansat som kontorchef den 1. november 1982 og i den forbindelse sender Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt en telex hvori han skriver ”vi ser med forventning og glæde hen til et godt og loyalt samarbejde i tiden fremover”.

Der var næppe nogen af de to, som havde forestillet sig at det skulle blive kimen til et livslangt venskab og nært samarbejde igennem mange år.

Lars har selv omtalt de to som ”siamesiske tvillinger” og det er i denne periode, hvor man forhandler Grønlands udtræden af de Europæiske Fællesskaber. De to var konstant på rejse rundt til hovedstæderne i EU og til Bruxelles, for at sikre de vilkår som blev til Grønlandsprotokollen til EU's Traktat. Det færdigt forhandlede resultat lå klar til politisk godkendelse ved årets udgang i 1984, men den endelige godkendelse lå først klar i februar 1985. En fiskeriaftale og en fri markedsadgang til det europæiske marked for grønlandske fisk, en klar sejr til gavn for Grønland. For Lars var det afgørende at man ikke vendte ryggen til EU, at Grønland skulle være en del af verden.

Lars blev konstitueret i stillingen som direktør for Hjemmestyret fra 1. februar 1988 og indtil 31. januar 1989, med tjenestested i Nuuk. Lars har i forbindelse med Hjemmestyrets første 10 år, udtalt det paradoksale ved at netop udenrigsanliggender optager så mange kræfter i hjemmestyret og har været årsag til valg i utide og nye landstyrer. Grønland er hjemsted for amerikanske militære anlæg, og naturligvis må befolkningen interessere sig for, hvad der foregår omkring dem, uanset om ansvaret formelt er statens eller hjemmestyrets.

Fra 1989-1992 var Lars direktør for Hjemmestyrets Danmarkskontor i København.
Lars var med som forhandlingsleder fra grønlandsk side, da amerikanerne forlod Kangerlussuaq, Kulusuk og DYE-stationerne. Han arbejdede for, at Grønland blev anerkendt som forhandlingspart og medunderskriver af aftalen på et område som omfatter forsvars- og sikkerhedspolitik. Aftalen satte præcedens for, at Grønland skriver under på de aftaler, som omhandler landet selv, uanset hvad emnet måtte være. Dette var et vigtigt skridt i Grønlands videre udvikling og deltagelse i det diplomatiske arbejde.

Fra 1. juni 1992 blev han udnævnt til Grønlands repræsentant i EU (Bruxelles), på baggrund af hans store erfaring inden for internationalt arbejde. Han fik tjenestested på Danmarks Ambassade i Bruxelles. Arbejdet med at etablere en repræsentation, skabe forståelse for grønlandske synspunkter og sikre et netværk af venligtsindede over for det grønlandske landsstyres dagsorden fyldte meget i disse første og vigtige år af grønlandsk tilstedeværelse i Bruxelles. Lobbyisternes mekka og centrum for Grønlands vigtige EU-aftaler. Lars Vesterbirk blev hermed Grønlands første udsendte diplomat, og dermed den embedsmand som lagde grundstenen til det grønlandske diplomati.

Fra 1. februar 1995 blev Lars ansat på åremål som direktør for Råstofdirektoratet, indtil januar 1998. Han var med i arbejdet med at hjemtage råstofområdet til Hjemmestyret. Overflytningen af forvaltningen af Grønlands råstoffer til Hjemmestyret var en succes, det gode samarbejde med Fællesrådet for Mineralske Råstoffer og danske myndigheder blev bevaret, og Råstofdirektoratet faldt godt til som en del af Hjemmestyrets administration.

I november 1997 blev Lars udpeget som hjemmestyrets repræsentant i Bruxelles, med titel af repræsentationschef og ministerråd. I de kommende 10 år stod Lars i spidsen for afgørende EU-forhandlinger, med fornyelsen af fiskeriaftalerne, udviklingen af associeringsaftalen med OLTerne, og ikke mindst med skabelsen af nye muligheder som mundende ud i den såkaldte ”Kajak-aftale”. Dette var aftalen, hvor Grønlands aftalemæssige relationer til EU blev udvidet fra fisk til uddannelse og globale alliancer via de oversøiske lande og territorier.

Lars fratrådte stillingen med udgangen af december 2008. Han søgte i denne forbindelse om afsked fra tjenestemandsstillingen, med henblik på pensionering. Han skrev bl.a. ”Jeg har været mere end glad for at arbejde for Grønland og Grønlands Hjemmestyre gennem 40 år, men føler nu, at jeg efterhånden har aftjent min værnepligt.”

Landsstyreformand Hans Enoksen skrev bl.a. til Lars Vesterbirk ”Grønlands Hjemmestyre skal samtidig udtale sin påskønnelse af den indsats, De gennem Deres mangeårige virke har ydet det grønlandske samfund.”

Lars Vesterbirk har i alt sit virke og arbejde, altid haft fokus på Grønlands udvikling, kompetenceudvikling af sit personale med et stærkt øje for talent og fornemmelse for at fremme forståelsen af Grønland i verden. Han havde et netværk som kom både ham selv, i sit virke, og Grønland til stor gavn og nytte.

Lars havde et stort hjerte til Grønland, og det blev hans vejviser op igennem livet, hans gavmildhed har rørt mange – både ansatte, som overordnede og det politiske system i Grønland, Danmark og ude i verden. Som pensionist fortsatte Lars sit engagement med Grønland, ved samtaler og besøg fra nær og fjern til hans landsted på Lolland, skråt overfor monumentet kaldet ”Dodekalitten”. Dodekalitten er nogle meterhøje menneskelignende monumenter som står i en rundkreds på en lollandsk mark, med udsigt over Smålandsvandet, de kombinerer skulptur og musik midt i et landskab fuld af historie. Lars var til det sidste, en unik oplevelse, fuld af farverige historier fra den ikke så grå eminence.

Lars Vesterbirk fik tildelt Nersonaat i sølv i 1990 og er dekoreret som Ridder af 1. grad af Dannebrogsordenen.

Æret være Lars Vesterbirks minde.