Børnenes dag skal minde os om vores ansvar

På den internationale børnedag fejrer vi børns rettigheder. Koalitionen har sat børns udvikling og trivsel som det vigtigste indsatsområde og arbejder derfor hver eneste dag på at forbedre børns hverdag.

Naalakkersuisut har denne hilsen til landets børn:
Børn i Grønland skal have et godt liv. Både i skolen, i fritidslivet og derhjemme. Der skal være gode omgivelser i skolen, der skal være sjove ting at lave i fritiden og der skal være trygt og rart derhjemme. I dag er det ikke alle børn, der har det godt og det er uacceptabelt. Vi vil ændre vilkårene, så det er bedre at være barn i dag, end det var i går.

Naalakkersuisut har også en hilsen til de voksne, i anledningen af børnenes dag:
Naalakkersuisut anser forbedring af børns vilkår som grundstenen for alt arbejde. Fremtiden tilhører de næste generationer og der er brug for, at sikre dem et bedre udgangspunkt end i dag. Vi skal forbedre og udvikle de gode rammer vi har og vi skal ændre de rammer, der ikke længere er anvendelige. Derfor er udgangspunktet for Naalakkersuisuts arbejdsprogram, at skabe fremdrift og rydde op til gavn for de der kommer efter os.

Der er heldigvis mange børn der trives. Børn der griner hver dag. Børn der bevæger sig hver dag og børn der lærer nyt hver dag. For det kan vi bl.a. takke landets pædagoger, lærere, sportsklubber, bedsteforældre, forældre og mange flere. Glæde smitter – og vi håber at flere voksne vil tage del i arbejdet med at skabe gode børneliv. Det kan man gøre på forskellig vis. Ansvar kommer i mange former, lige fra at samle skrald op, så naturen er en god og ren legeplads, til at melde sig som frivillig. Der er også det store personlige ansvar, der hviler på alle voksne; at vi søger hjælp, hvis vores handlinger skader andre og at vi bestræber os på at behandle vores omgivelser med respekt, uanset uenigheder. For det er ikke bare ord der lever videre til de næste generationer, det er også vores handlinger. Naalakkersuisut ønsker alle en god børnenes dag.

For nærmere information kontakt Julie Præst Wilche på e-mail: JPRW@nanoq.gl