Plan for vaccination mod Covid-19 i april og maj måned 2021

På grund af færre leverancer af vacciner til Danmark og midlertidigt stop for brug af AstraZeneca vaccinen, vil Grønland få færre vacciner end oprindeligt forventet i den kommende fremtid. Der forventes dog fortsat stabile leverancer, så vaccinationsprojektet kan fortsætte, men i en lavere hastighed.

De overordnede mål med strategien er at prioritere at vaccinere de grupper, som har størst risiko for at blive alvorligt syge eller dø. Herved vil det være muligt, at undgå de værste konsekvenser af en epidemi. På sigt er målet at få vaccineret så mange, at en epidemi slet ikke vil kunne sprede sig.

I første omgang er der blevet vaccineret i de største indrejsebyer, nemlig Nuuk, Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut og Qaqortoq. Målgruppen har været alle på 65 år og derover, samt personer der lægeligt er vurderet til at være i særlig risiko for alvorlig sygdom. Der er desuden gennemført et vellykket samarbejdsprojekt med Arktisk kommando, hvor der er blevet vaccineret i Qeqertarsuatsiaat og Paamiut.

I de kommende måneder er målet at påbegynde vaccinationer i Nord- Øst- og Sydgrønland samt i de resterende byer og bygder i Vestgrønland. Følgende principper vil blive brugt:
  • I de dele af Nord-, Øst- og Sydgrønland, som har begrænset forbindelser, vil alle på 18 år og ældre, skulle vaccineres samtidig. Det samme vil gøre sig gældende i alle bygder i hele landet.
  • I de byer i Vestgrønland, hvor der endnu ikke er påbegyndt vaccination, vil alle på 50 år og derover i første omgang blive tilbudt vaccination.
  • Til sidst vil de yngre aldersgrupper i byerne blive tilbudt vaccination.
Konkrete planer i april og maj
Der er lagt følgende konkrete planer:

Onsdag den 7. april: Kangerlussuaq (alle på 16 år og ældre)

Torsdag den 8. og fredag den 9. april: Maniitsoq (alle på 50 år og derover)

Der er følgende foreløbige planer:

Uge 15 og 16: Sydgrønlands bygder samt Narsaq, Nanortalik og Arsuk (alle, som er fyldt 18 år og derover).

Uge 17: Qeqertarsuaq og Qasigiannguit (alle på 18 år og derover).

Planer for Østgrønland og Qaanaaq
Der arbejdes på konkrete planer for vaccination af borgere på Østkysten i april/maj måned. Hvis der kommer tilstrækkelige vacciner vil der også blive gennemført vaccinationer i Qaanaaq i disse måneder.

Planer for de resterende områder
Tidspunktet for gennemførelse af vaccinationer i Upernavik og Uummannaq samt bygder vil afhænge af tidspunktet for vaccineleverancer.

Den sidste del af vaccinationsprogrammet, nemlig vaccination af befolkningen under 65 år i de største vestgrønlandske byer (Nuuk, Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut, Maniitsoq, Paamiut og Qaqortoq), samt resterende bygder på Vestkysten vil blive gennemført når der er tilstrækkeligt med vacciner.

Vaccinetyper i Grønland
Indtil nu er der udelukkende anvendt vaccinen COMIRNATY® fra firmaet Pfizer/BioNTech. Vaccinen er vanskelig at opbevare og transportere. Den skal opbevares ved - minus 80 grader C og skal fortyndes før brug. Det har dog været muligt at gennemføre vaccinationerne efter forskrifterne, men ressourceforbruget er betydeligt.

Der er nu indgået aftale om, at Grønland fra uge 14 i stedet vil få leveret Moderna COVID-19 (mRNA-1273) vaccine fra firmaet af samme navn. Der er tale om en vaccine af samme type som vaccinen fra Pfizer/BioNTech, nemlig en såkaldt mRNA vaccine. Den har samme effektive virkning som Pfizervaccinen, men er nemmere at opbevare da den kun skal nedfryses til mellem – 15 og – 25 grader, som gør den væsentligt nemmere at transportere rundt i landet. Der skal gå mindst 28 dage mellem 1. og 2. vaccination.

Der er muligt, at Grønland på et senere tidspunkt vil få tilbudt en 3. vaccine, da forsyningerne af ovennævnte vacciner er begrænsede.