Alle over 65 år med adresse i Nuuk tilbydes vaccine i disse dage 10.02.2021 Er du født før 1. marts 1956 og har folkeregisteradresse i Nuuk eller er du førstegangsvaccineret i januar, så har du i disse dage mulighed for at få din coronavaccine. Alle borgere på 65 år og ældre med folkeregisteradresse i Grønland tilbydes corona vaccination fra tirsdag den 9. februar til torsdag den 11. februar. Vaccinationen finder sted i gymnastiksalen på USK. Vaccination i februar og marts Grønland forventer at modtage i alt 8 bakker vacciner fra Pfizer/BioNTech til og med uge 13. Det er dog endnu ikke bekræftet endeligt fra Sundhedsstyrelsen. Disse vaccinationer skal efter planen anvendes i de største indrejsebyer til borgere på 65 år og opefter, der har folkeregisteradresse i Grønland. I ugen op til vaccinationerne påbegynder i en bestemt by, vil det blive meldt ud hvor og hvornår man skal henvende sig for at blive vaccineret– man skal ikke rette henvendelse til sundhedsmyndighederne eller Coronasekretariatet. Bakke 4, Nuuk & Qeqertarsuatsiaat (ca.1.300 doser) Den fjerde bakke af vacciner som Grønland har modtaget, anvendes til vaccination af borgere i Nuuk på 65 år og opefter og til revaccination af sundheds- samt plejepersonalet i Nuuk, som tidligere er blevet vaccineret, og til indbyggere i Qeqertarsuatsiaat på 16 år og opefter. Denne del påbegyndes efter planen i næste uge og udføres som led i en planlægningsøvelse i samarbejde med Arktisk Kommando, hvor erfaringerne fra øvelsen vil blive anvendt til videre planlægning af fremtidige vaccinationer i §12-områder (byer, bygder og helårsbeboelsessteder, der ikke er indrejsebyer). Vi vaccinerer alle på 16 år og opefter i Qeqertarsuatsiaat tirsdag aften. I Paamiut vaccineres ældre på 65 år og opefter, beboere på alderdomshjem uanset alder, personalet på sundhedscentret og alderdomshjemmet onsdag formiddag.