Samarbejde muliggør julemandsflyvning i Nuuk 24/12

Der skal mere end COVID-19 til at afbryde den traditionsrige julemandsflyvning. Landslæge og Politi har godkendt gennemførslen under kontrollerede rammer

Godt nyt til alle, der hvert år nyder at se Julemanden, komme flyvende om formiddagen d. 24/12 i en af Air Greenlands røde helikoptere. Mod al forventning gennemføres denne tradition - dog under kontrollerede forhold godkendt af Landslæge og Politi.

 

Mød julemanden i dit lokalområde

For at undgå én stor forsamling bliver der i år fire landinger fordelt i Nuuk, og borgere opfordres til at deltage ved den landing der er nærmest deres bopæl. Julemanden vil have sit første stop i Qinngorput på sletten mellem AHL og Store Malene. Her vil han hilse på borgerne bosiddende i Qinngorput. Næste stop er på pladsen foran den hvide langrendsbro nær universitetet. Her vil julemanden hilse på borgere fra Nuussuaq. Tredje landing vil være for enden af Tuapannguit. Sidste landing vil være den velkendte plads foran Dronning Ingrids Hospital.

 

Respekter afspærringer og følg gældende anbefalinger

For at julemandsflyvningen kan gennemføres er der behov for hjælp fra borgerne. Ved alle fire landingspladser laves afspærringer. Formålet med afspærringerne er både at sikre en overholdelse af sikkerhedsafstand til helikopteren når den lander og en overholdelse af retningslinjer for forsamlinger. Alle bedes derfor respektere afspærringerne og de retningslinjer som udstikkes på landingspladsen.

 

I år bliver det ikke muligt at løbe hen til Julemanden efter landing.

For at overholde både retningslinjerne for forsamlinger og anbefalingerne til afstand er det ikke muligt at løbe i samlet flok til Julemanden når Helikopteren er landet og Julemanden træder ud. I stedet kommer Julemanden rundt og vinker til samt hilser på de fremmødte. Desuden vil Julemandens hjælpere komme rundt og sikre at de fremmødte børn - og barnlige sjæle også i år får en lille sød hilsen fra Julemanden.

 

Afgørende samarbejde

Flyvningen er kun blevet en realitet i år grundet et godt samarbejde mellem Sundhedsvæsenet, Air Greenland, Nuuk Politi, Arktisk Kommando, Nuuk Brandvæsen, Kommuneqarfik Sermersooq, Mittarfeqarfiit, Brugseni og Pisiffik. Alle har en aktie i at flyvningen kan gennemføres mod alle odds.

-    Vi er utrolig glade for at den traditionelle julemandsflyvning ikke skal aflyses i år. Dette er en oplevelse vi hvert år ser frem til og vi ved, hvor meget den betyder for rigtig mange, udtaler chefsygeplejerske, Ella Skifte

 

Backupplan ligger klar

Skulle vejret mod forventning ikke være samarbejdsvilligt så ligger en Plan B klar. Som det er sket ganske få år tidligere står Nuuk Brandvæsen klar til at tage over og sikre kørslen, hvis vejret forhindre at julemanden kan ankomme i helikopter. På den måde vil det under alle omstændigheder blive muligt at få hilst på julemanden og få ønsket venner og naboer en glædelig jul.

 

Forventede landingstidspunkter:

  1. Qinngorput kl. 09:30
  2. Nuussuaq, langrendsbroen, kl. 10:00
  3. Tuapannguit kl. 10:30
  4. Dronning Ingrids Hospital kl. 11:00

 

—————————————————————————————

 

Eventuelle spørgsmål kan rettes til:

Sundhedsvæsenet, sundhedsledelsen@peqqik.gl