Steen Lynge deltog ved den årlige OLT-Ministerkonference den 8. december 2020

Organisationen for de oversøiske lande og territorier til EU, OCTA, afholdte den årlige Ministerkonference for sine medlemmer tirsdag d. 8. december. Det skete under ledelse af formands-ø, Curacao, ved statsminister Eugene Ruggenaath.

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Energiområdet deltog ved den årlige begivenhed.
Steen Lynge blev assisteret af en delegation af embedsmænd fra Departementet for Udenrigsanliggender og Energiområdet i Nuuk og Bruxelles. Grundet COVID-19 blev konferencen afholdt virtuelt.

Ministerkonferencen fungerer som en årlig generalforsamling imellem OLT’erne. Formålet med konferencen er vedtage det kommende års politik og de administrative rammer for OCTA. Derudover gennemføres valg til formand, næstformand, m.fl. i OCTA.

Ny Kaledonien blev valgt som ny OCTA-formand og efterfølger Curaçao. Grønland blev valgt som næstformand i OCTA, hvilket betyder at Grønland højst sandsynligt bliver Formand for OCTA i 2022. Formanden og medlemmerne for OLT’ernes forretningsudvalg, Executive Committee (ExCo) blev ligeledes fastlagt. Aruba blev ExCo Præsident efter, at St. Pierre et Miquelon har siddet på posten det meste af 2020. Grønland fortsætter indtil videre som kasserer og fastholder derudover sit menige medlemskab af ExCo.

Steen Lynge fik under konferencen takket for valget til næstformand, og tilføjede, at han håbede at kunne byde OLT’erne velkommen til Grønland i 2022.

Derudover godkendte Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Energiområdet sammen med de andre OLT-repræsentanter den årlige Politiske Erklæring og Administrative Resolutioner.

OLT-Ministerkonferencen afholdes normalvis inden det ligeledes årlige OLT-EU-Forum. På den måde er OLT-erne indbyrdes blevet enige om det kommende års overordnede rammer i OCTA og har fået fastlagt posterne i organisationen, inden man mødes med Europa-Kommissionen under OLT-EU-Forum. Under OLT-EU-Forum vil den ansvarlige Europa-Kommissær for samarbejdet med OLT’erne, Jutta Urpilainen, være vært.

Kontakt: Mininnguaq Kleist mobil: +32 499 99 98 58, E-mail: mikl@nanoq.gl