Aqqalu Jerimiassen misforstår betydning af ultimative krav

Under gårsdagens forslag (pkt. 101) angående udskydelse af 3. beh. af Finanslovsforslaget 2021 anklagede Atassuts formand Aqqalu Jerimiassen undertegnede for at lyve, da jeg forklarede tilhørerne i Inatsisartut-salen, at Atassut havde meldt sig ud af de eksisterende finanslovsforhandlinger for næste års Finanslov.

Ifølge Atassuts medlem af Inatsisartut har han hverken før, under eller efter mødet nævnt noget om, at Atassut havde planer om at forlade finanslovsforhandlingerne.

Under mødet fremkom Aqqalu Jerimiassen med ultimative krav på en række væsentlige områder. Herefter spurgte jeg ham flere gange, hvorvidt hans krav var ultimative, og hvorvidt der var mulighed for at udvise fleksibilitet, hvilket han afviste.

Når et parti under et forhandlingsmøde fremkommer med væsentlige ultimative krav til Finansloven, som Naalakkersuisut ikke kan være enig i eller opfylde, ja, så er der – i sagens natur - ikke mere at forhandle om. Derfor er der kun en naturlig konsekvens af et sådant resultat, at de videre forhandlinger med det aktuelle parti stopper.

Atassuts formand bør generelt spørge sig selv, om han ønsker at arbejde for at opnå politisk indflydelse på finansloven. Hvis han beslutter sig for at forlade sine ultimative krav, så står min dør stadigvæk åben.

Af Vittus Qujaukitsoq, Naalakkersuisoq for Finanser