Sexisme er et problem, der skal italesættes, hvis der skal ske ændringer i samfundet

Af Naalakkersuisoq for Sundhed og Ligestilling Anna Wangenheim

Sexisme præger lige nu nyhedsbilledet i Danmark, og er også så småt i gang i Grønland. Jeg har f.eks. selv hørt:

“Du er kvinde, så det har du ikke forstand på”
“Du burde egentlig bare sidde på kontoret og se godt ud”
“Du skal da prioritere dine børn i hjemmet og passe kødgryderne”
“Plejer du egentlig at have kærester?”

Så min egen erfaring er, at sexisme også er en problematik, der gør sig gældende i vores land.

Den landsdækkende avis Sermitsiaq (AG) har netop afsluttet en rundspørgeundersøgelse til virksomhederne i landet, hvor det ifølge denne tyder på, at sexchikane ikke er hyppigt forekommende. Som minister med ansvar for ligestillingsområdet er jeg glad for, at dagspressen sætter sexisme på dagsordenen.

Dette tabubelagte emne skal dog fortsat italesættes for at bryde accepten af sexisme i dagligdagen, hvis vi på ligestillingsområdet skal kunne rykke os hen mod trygge og lige forhold for landets mænd og kvinder.

Den politiske agenda her i landet kan være præget af, at politik i mange år har været et mandsdomineret hverv. Og det kan muligvis have været medvirkende til, at der ikke har været tilstrækkelig fokus på sexismeproblematikken, da denne form for chikane oftest synes at ramme kvinder. Samtidig kan der være et mørketal om sexchikane mod mænd, der om muligt er endnu mere tabubelagt. Jeg vil derfor undersøge mulighederne for en mere bred afdækning af problemets omfang.

Vi har en lov om ligestilling af mænd og kvinder. I den er der blandt andet forbud mod at udsætte en kvinde eller en mand for chikane, herunder sexchikane. Og denne skal overholdes. Vi skal derfor ikke kun italesætte sexchikaneproblematikken, men også adressere budskabet til de ansvarlige ledere på arbejdspladserne, således at loven overholdes.

Det er et ledelsesmæssigt ansvar at tage hånd om årsagerne til eventuel mistrivsel på arbejdspladsen, herunder hindre sexisme eller sexchikane. Det kunne blandt andet ske ved at udarbejde en tydelig sexchikanepolitik, der kan modvirke dysfunktionel arbejdskultur.

Som minister for ligestilling ser jeg det som et særligt privilegium at kunne deltage i debatten om sexchikane og kønsroller i øvrigt, for at fremme ligestillingen således, at ingen i fremtiden – hverken kvinder eller mænd – hindres i at udnytte sine kompetencer fuldt ud på grund af et dysfunktionelt arbejdsmiljø.

/Anna Wangenheim