Kvoten på narhvaler i Ittoqqortoormiit er opbrugt

Kvoten for narhvaler i Ittoqqortoormiit på 40 stk. er opbrugt og derfor lukkes for fangst resten af året.

Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug (APNN) har indtil nu modtaget i alt 32 fangstmeldinger ud af 36 narhvaler der blev fanget i Forvaltningsområdet Ittoqqortoormiit. Der var overfangst på 8 narhvaler i 2019 og 4 narhvaler i år.

I henhold til Selvstyrets bekendtgørelse nr. 3 af 27. januar 2017 om beskyttelse og fangst af hvid- og narhvaler § 6, stk. 3, kan Naalakkersuisut nedsætte kommunens kvote for det efterfølgende kvoteår, såfremt det konstateres, at der er sket ulovlig fangst af narhvaler i et forvaltningsområde. I henhold til § 7, stk. 3, giver en licens adgang til fangst af én hval i det forvaltningsområde, licensen er udstedt for, i det kvoteår hvor licensen er udstedt.

Ovennævnte betyder, at 2020-kvoten var blevet reguleret til 32 og at 2021-kvoten kan forventes reguleret ift. 2020-fangsterne, idet der har været overfangst på 4 narhvaler.

For nærmere information kontakt Amalie Jessen, afdelingschef, Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, tlf.: 34 53 04, e-mail: amalie@nanoq.gl