Nu kommer slutopgørelse for 2019 – Skal du have penge tilbage ?

I år skal mere end 23.000 borgere have penge tilbage i skat, mens knap 10.000 borgere skal betale restskat.

 

Slutopgørelsen kommer sidst i august. Den giver et overblik over din indkomst, dine fradrag og din skat sidste år. Her kan du se, om du skal have penge tilbage eller har betalt for lidt i skat sidste år. Hvis du skal have penge tilbage, sætter Skattestyrelsen i de fleste tilfælde pengene automatisk ind på din konto. Automatisk udbetaling kan kun ske, hvis du har oplyst en bankkonto på din selvangivelse. Har du gæld til det offentlige, så betaler du din gæld og får det resterende beløb udbetalt.

 

Fra 20. august 2020 ses slutopgørelsen på www.sullissivik.gl med NemID.

 

Der er naturligvis mange, der er interesserede i at kende deres økonomiske situation. Det betyder at både Min Skat på www.sullissivik.gl og Skattestyrelsen har mange henvendelser den 20. august og dagene herefter. Derfor opfordres du til at prøve igen senere, hvis du ikke kommer igennem på www.sullissivik.gl. Skattestyrelsen håber på forståelse for, at der netop i disse dage kan være ekstra ventetid ved både henvendelser pr. telefon og e-mail samt ved besøg hos Skattestyrelsens borgerservice.

 

Mange borgere skal have udbetalt overskydende skat

28. august 2020 udbetaler Skattestyrelsen overskydende skatter for skatteåret 2019 på 187 mio. kr. til 23.791 personer.



Hvis du skylder penge til din kommune, Selvstyret, eller til de virksomheder, som Skattestyrelsen varetager inddrivelse for (f.eks. til husleje, el, vand og varme), betales dette, og du får det resterende beløb udbetalt. Er det tilfældet, vil du modtage besked om dette.

 

En del borgere går glip af deres egne penge rettidigt

Skattestyrelsen kan først foretage udbetaling til dig, når dine bankoplysninger i form af registrerings- og kontonummer er modtaget. Da godt 7.000 borgere ikke har oplyst Skattestyrelsen om deres kontonummer, er der mange penge, der ikke kommer til udbetaling den 28. august 2020. 172 borgere har derudover oplyst en forkert bankkonto. Derfor er det en god idé at du sikrer dig, at Skattestyrelsen har de korrekte bankoplysninger på dig.

Normalt skriver du oplysninger om bankkonto på din selvangivelse, men hvis du ikke har gjort det, kan du bruge blanketten Bankkonto-til-overskydende-skat. Den kan findes på Skattestyrelsens hjemmeside under borger, blanketter, udbetaling af overskydende skat, samt på Skattestyrelsens nyheder. Sidste frist for at aflevere blanketten til Skattestyrelsen er d. 25. august, hvis pengene skal til udbetaling d. 28. august.

 

Fakta

Af de 187 mio. kr. er der ved modregning, indtræden og udlæg inddrevet 50,5 mio. kr. (ca. 27% af den samlede udbetaling) til dækning af restancer til det offentlige.

22,6 mio. kr. er inddrevet til dækning af restancer til de grønlandske kommuner, INI A/S, Iserit A/S og Nukissiorfiit m.fl., og resterende 27,8 mio. kr. går til dækning af restancer til Grønlands Selvstyre.

 

I foråret 2020 udbetalte Skattestyrelsen overskydende skat for skatteåret 2019 på 12,1 mio. kr.

 

Af de 12,1 mio. kr. er der ved modregning, indtræden og udlæg inddrevet 1,5 mio. kr. (ca. 13% af den samlede udbetaling) til dækning af restancer til de offentlige.

452 t.kr. er inddrevet til dækning af restancer til de grønlandske kommuner, INI A/S, Iserit A/S og Nukissiorfiit m.fl., og resterende 1,1 mio. kr. går til dækning af restancer til Grønlands Selvstyre.

 

 

 



Restskat

Hvis du har betalt for lidt i skat, vil dette blive opkrævet som restskat. Du kan se om du skal betale restskat på din slutopgørelse.





Fakta

For 2019 opkræves restskat på 155,9 mio. kr. hos 9.984 skatteydere. Heraf vil 52 mio. kr. blive indregnet i forbindelse med forskudsregistreringen for 2021, mens 103,8 mio. kr. opkræves i 3 rater med forfald d. 1. september, 1. oktober og 1. november.2020, med sidste rettidige betalingsdag den 20. i hver måned.

 

Hvis du vil undgå et rentetillæg på 6%, kan du indbetale den for 2021 indregnede restskat frivilligt senest d. 20. november 2020.

 

Indbetaling af den indregnede restskat skal ske til Skattestyrelsens konto i Grønlandsbanken A/S: på Reg.nr. 6471 konto nr. 1002608.



Ved frivillig (§ 5) indbetaling af restskat skal følgende oplyses i adviseringsteksten:



  • Dit cpr.nr.
  • Hvilket indkomstår indbetalingen vedrører: f.eks. 2019
  • § 5

Teksten skal ved betaling udfyldes, som dette eksempel: 010101-0101 2019 § 5

 

 

 

Slutopgørelse vedrørende skat af visse kapitalafkast (KAS) for 2019

Oplysninger om betaling af restkapitalafkastskat fremgår af Slutopgørelse vedrørende skat af visse kapitalafkast (KAS) for 2019.

Hvis din pensionsforvalter har indbetalt for meget i kapitalafkastskat, vil det overskydende beløb blive tilbagebetalt til din pensionsordning.

Hvis du selv har indbetalt for meget i kapitalafkastskat, vil det overskydende beløb blive indsat på din konto.

Som for overskydende skat gælder, at vi har brug for de korrekte kontooplysninger. Og at gæld til det offentlige og selvstyreejede selskaber og Iserit A/S modregnes.

Hvis du har indbetalt for lidt, skal du betale restkapitalafkastskat. Beløbet vil fremgå af din slutopgørelse.

 

Restkapitalafkastskat forfalder til betaling den 1. september 2020 med seneste rettidige betalings­dag den 1. oktober 2020.

 

Årsopgørelsen vedrørende obligatorisk pension for 2019 viser, om du har indbetalt nok i pension

 

I august udsendes også årsopgørelsen. Heraf fremgår det, om Skattestyrelsen har registreret, at du har indbetalt til din pension, som loven forskriver.

Obligatorisk pension er ikke en skat, men en indbetaling til din egen pension.

 

Af årsopgørelsen fremgår det, om du mangler at betale til din pension og hvor meget. Borgere, som ikke selv eller via deres arbejdsgiver har indbetalt til deres pension i 2019, har mulighed for at foretage indbetaling til egen pension i en periode på fire uger fra den dato der står på årsopgørelsen.

 

Hvis du i 2019 indbetalte for lidt til din pension, og hvis du ikke benytter muligheden for at betale til din pension inden for fire uger og dokumenterer denne indbetaling til Skattestyrelsen, vil konsekvensen være, at du kommer til at indbetale til din egen pension via forhøjet trækprocent i 2021. Trækprocenten vil i 2021 blive forhøjet med 7%.

 

Find oplysninger om hvordan du dokumenterer din indbetaling på Skattestyrelsens hjemmeside under borger og pension. Her finder du også fire informationsfilm, der gennemgår obligatorisk pension, hvad årsagerne kan være til, at du har fået besked om at indbetale til din pension. Samt hvordan du dokumenterer din pensionsindbetaling.

Spørgsmål til ovenstående, (som borger)

Kontakt  Skattestyrelsen, Intaleeqqap Aqqutaa 1, Postboks 1605, 3900 Nuuk, tlf. + 299 34 65 00, mail: tax@nanoq.gl

Spørgsmål fra pressen til ovenstående

Kontakt Søren Würtz, Skattestyrelsen, tlf. + 299 34 65 79, mail: sowu@nanoq.gl.

 

 

Billedmateriale pressemeddelelse om slutopgørelse 2019



 

Hjælpetekst: På Skattestyrelsens hjemmeside kan du finde blanketten med dine bankoplysninger, som sikrer, at du kan få udbetalt din overskydende skat.