Fire film hjælper dig med at forstå din pension

Siden Inatsisartut vedtog loven om obligatorisk pension i 2016, har en del borgere haft en række udfordringer med at forstå de nye pensionsregler. Derfor har Skattestyrelsen lavet fire film om pension, så borgerne bedre forstår, hvad de konkret skal foretage sig.

”Jeg er glad for, at Skattestyrelsen har taget initiativ til at informere borgerne på en ny og spændende måde, så forhåbentligt endnu flere borgere forstår, hvad de konkret skal foretage sig, når de skal betale ind til deres pension”, siger en tilfreds Vittus Qujaukitsoq, Naalakkersuisoq for Finanser, og understreger vigtigheden af at have en pensionsordning:

”En pensionsordning sikrer den enkelte en langt mere tryg alderdom, end hvis de ikke have en. Derfor gælder det om at få omfattet så mange borgere som muligt til at indbetale til en pensionsordning. Det er loven om obligatorisk pension med til at sikre”.

Skattestyrelsens fire film om obligatorisk pension drejer sig om følgende emner:

  • Kort fortalt giver en introduktion til loven og hvordan den administreres på en måde, hvor tre forskellige forløb viser hvordan, at alle der er omfattet af loven, sparer op til deres egen pension.
  • Hvem er omfattet? Filmen fortæller både hvem på arbejdsmarkedet, der er omfattet, og hvilke indkomster der tæller med i beregningen af, hvor meget hver enkelt borger skal spare op.
  • Når årsopgørelsen viser, at du skal spare mere op gennemgår de årsager der kan være til, hvorfor årsopgørelsen viser, at du som borger skal indbetale mere til din pension.
  • Indbetaling og dokumentation er målrettet de borgere, der ønsker at bruge fristen på fire uger til at indbetale for sidste års pensionsforpligtelse.

Indholdet i de fire film er baseret på de spørgsmål, som Skattestyrelsens Borgerservice oftest møder fra borgerne. Da Skattestyrelsen oplever henvendelser om obligatorisk pension på både grønlandsk og dansk, er der også lavet en dansksproget versionering af filmene. Disse er med dansk grafik og med danske undertekster.

Filmene kan ses på aka.gl – og fra uge 34 kan filmene ses på sullissivik.gl.

For yderligere oplysninger kan Kommunikationsmedarbejder i Departementet for Finanser Martin Christiansen kontaktes ved at ringe til 34 52 13, eller pr. e-mail: MCHR@nanoq.gl