Ny kampagne sætter fokus på vores brug af vaske- og skyllemiddel

Når det er tid til at vaske tøj, er der god grund til at overveje, hvordan det skal gøres. Departementet for Forskning og Miljø lancerer nu en kampagne, som opfordrer alle til at bruge miljømærket vaskemiddel og undgå brug af skyllemiddel.

”Vi har alle et medansvar for at holde havmiljøet rent. Naalakkersuisut vil med kampagnen vise, hvordan tøjvask relativt enkelt kan foregå på en miljø- og sundhedsmæssig god måde,” udtaler Naalakkersuisoq for Arbejdsmarked, Forskning og Miljø Jess Svane. 

Spildevandet i Grønland bliver ikke kemisk renset, før det udledes til havet. Derfor har det stor betydning, hvilke valg den enkelte tager i forhold til brug af vaske- og skyllemiddel. 

Ved at vælge miljømærket vaskemiddel undgår man en række kemiske stoffer, der kan være miljø- og sundhedsskadelige. Skyllemiddel kan med fordel helt undværes.

Indslaget om vaske- og skyllemiddel vil blive vist på KNR TV i uge 32 til 39. 

Læs mere om Naturens Superhelte på www.inua.gl.

For yderligere information kontakt:

Afdelingschef i Departementet for Forskning og Miljø Paninnguaq Kristiansen, tlf. 345416 eller e-mail: pan@nanoq.gl.