En mulig ny uddannelse i klimaændringer

Området i Diskobugten kan give en unik mulighed for at undervise i samspillet mellem ismasser, havet og samfundet som også lever af havets rige naturressourcer i dette nærområde. Derfor arbejdes der på, at unge herfra og fra andre lande fremover får mulighed for en international uddannelse inden for klimaændring. Naalakkersuisut har nemlig godkendt, at der arbejdes med mulighederne for etablering af en kandidatgrad i klimaændringer i Ilulissat.

Vi samarbejder med Københavns universitet om at afsøge mulighederne for en uddannelse i klimaændring placeret i Ilulissat. Diskobugten området har stor bevågenhed fra verdenssamfundet fordi en af verdens hurtigste gletsjere møder havet der. Vi ved, at klimaforandring vil give store ændringer for vores samfund og for hele verden. Ændringerne forventes at blive størst i Arktis, så klimaændring skal vi have med i planlægning af vores fremtidige samfund,” udtaler Naalakkersuisoq for Uddannelse, Ane Lone Bagger.

Naalakkersuisoq Ane Lone Bagger har haft dialogmøde med borgmesteren i Avannaata Kommunia, Palle Jeremiassen om mulighederne for en klimauddannelse i Ilulissat.

”Jeg forventer, at en sådan uddannelse kan tilbyde vores studerende et naturvidenskabeligt supplement til en humanistisk eller samfundsvidenskabelig bachelorgrad, hvilket giver et stærkt udgangspunkt ved arbejde med planlægning og forvaltning. Derfor er jeg glad for, at borgmesteren i Avannaata Kommunia gerne samarbejder med Naalakkersuisut for, således vi også kan udvikle uddannelsesaktiviteterne i Ilulissat. Desuden ser jeg muligheder for at turistsektoren, læreruddannelsen og andre uddannelser kan få nytte af at tage kurser inden for klimaændring”, afslutter Naalakkersuisoq for Uddannelse, Ane Lone Bagger.

 

 

For yderligere oplysninger kontakt: Carl Egede Bøggild, Specialkonsulent, Departementet for Uddannelse, Kultur og Kirke på cegb@nanoq.gl