Replik: Finansdepartementet analyserer fiskeriet ud fra eksisterende viden

Sermitsiaq finder det i artiklen ”Finanslov: Politikere overhørte advarsel” tilsyneladende kritisabelt, at Naalakkersuisut ikke forudså corona-krisen. Konkret harcelerer avisen således over, at hverken Naalakkersuisut eller Inatsisartut forudså corona-krisen (som har forårsaget store prisfald i dele af fiskeriet), da de i november 2019 udarbejdede Finansloven 2020.  Som bekendt blev corona-virussen først kendt i offentligheden, da Kina den 31. december 2019 orienterede WHO om en ny virus.

Med andre ord: Det kunne hverken Grønlands Økonomiske Råd eller Naalakkersuisut havde nogen mulighed for at forudsige.

Sermitsiaqs historie bygger således på en skarpt vinklet fejllæsning af Økonomisk Råds rapport fra september 2019. I rapporten fremlagde Rådet bl.a. en vurdering af sårbarheden i Grønlands økonomi. For at belyse dette analyserede rådet bl.a. effekten af et prisfald på alle fiskearter med 20 pct. Rådet anså selv dette som et markant prisfald, som dog kunne anses som muligt henset til generelle historiske erfaringer for fiskeprisernes udsving. Rådet beregnede, at et sådant prisfald direkte ville reducere de offentlige indtægter med godt 230 mio. kr. Hertil kommer de indirekte effekter på de offentlige finanser af lavere afledt aktivitet i landet. Rådet konkluderede derfor ikke overraskende, at vores økonomiske sårbarhed over for udsving i fiskeriet er stor.

Der var imidlertid ikke tale om en forudsigelse af generelt stærkt faldende fiskepriser fra Økonomisk Råds side. Derfor er det ikke relevant at kritisere Inatsisartut eller Naalakkersuisut for at have overhørt en advarsel. Økonomisk Råds vigtigste budskab var således ikke, at finanslovsforslagets indtægter fra fiskeriafgifter var overbudgetterede, men derimod at der er behov for at diversificere landets økonomi, så vi får flere økonomisk betydende erhverv end fiskeriet. Dét er Naalakkersuisut fuldstændigt enige med rådet i.

Men mere generelt synes historien i Sermitsiaq at afdække et ukendskab til, hvilke komponenter der indgår i beregningerne af provenuet fra fiskeriafgifterne; den såkaldte ressourcerenteafgift.

Ressourcerenteafgiften er grundlæggende en afgift på fiskeprodukter der eksporteres. Afgiften går op og ned afhængigt af fiskeproduktets konkret realiserede eksportpris. Det vil sige, at jo højere pris fiskeproduktet sælges til, desto højere er afgiften.  

Grundlæggende vurderer man de fremtidige fiskepriser ud fra den eksisterende viden om udviklingen i fiskerierhvervet. Dernæst baseres budgetteringen af indtægterne fra fiskeriet ud fra et forsigtighedsprincip. Det vil sige, at man ikke budgetterer med, at enhver kvote bliver opfisket 100 procent, ligesom man ikke budgetterer med, at priserne altid vil ligge på det til enhver tid højest kendte niveau.

Budgetteringen bygger således på de bedste tilgængelige oplysninger om den fremtidige udvikling i fiskepriser – og den forventede udnyttelse af TAC for den enkelte art. I dette regnestykke indgår størrelsen af fiskebestande, de årlige fangstmængder, efterspørgsel efter fiskeprodukter samt ikke mindst: udviklingen i fiskepriser. Sidstnævnte er ikke statiske størrelser, men størrelser som fluktuerer fra år til år.

Konkret kan der i ét år være en høj efterspørgsel efter ét bestemt fiskeprodukt, og året efter kan efterspørgslen være gået helt i bund. Fiskepriserne kan også variere voldsomt i løbet af bare et år, hvor prisen f.eks. på en bestemt fiskeart let kan falde 20 procent i et kvartal, for i det efterfølgende kvartal at genvinde den tabte værdi. Der er også forskel på de priser, som fiskeselskaberne eksporterer varerne til.  Ét selskab kan opnå en høj pris på en fiskeart, mens et andet selskab sælger det samme produkt til en lavere pris. Sidst men ikke mindst vil det ofte være sådan, at et prisfald på én art helt eller delvis modsvares af prisstigninger på en anden art.

Den globale fiskebranche har generelt tilkendegivet, at corona-krisen har affødt store prisfald på foodservice-segmentet (restauranter, kantiner m.m.). Og omvendt har der været konstante eller mindre prisfald til detail-segmentet (salg af fisk til supermarkeder). At prisudviklingen har udviklet sig på denne måde, har ingen anerkendte fiskeriøkonomer eller fiskerierhvervet forudset.  Af selv samme årsag er det ikke rimeligt at hævde, at vi skulle have forudset disse prisfald.

Gad vide hvordan Sermitsiaq vil have forholdt sig, hvis Naalakkersuisut havde budgetteret med et generelt prisfald på 20 procent på alle fiskearter, kombineret med besparelser i størrelsesorden 230 millioner kroner årligt, da vi i 2019 udarbejdede Finansloven 2020?

Avisen ville givetvis have harceleret over, at Naalakkersuisut bevidst underbudgetterede indtægterne ud fra et overdrevent forsigtighedsprincip. Og dét ville avisen sådan set have haft ret i…..

 

Med venlig hilsen

Vittus Qujaukitsoq, Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer

Kontakt:

Martin Christiansen (Finansdepartementet)

Toqq/direkte 345651

MCHR@nanoq.gl