Ældretalsmand udpeget

Naalakkersuisut har udpeget en Ældretalsmand, Helene Heilmann. Helene Heilmann har indgående kendskab til ældres liv, som hun gennem sit arbejde har beskæftiget sig med i mange år.

Helene Heilmann har arbejdet som sundhedsmedhjælper og sundhedsassistent siden 1986, og har arbejdet på både sygehuse, hjemmepleje, alderdomshjem og i kommunal forvaltning senest som områdeleder i boenheder for voksne psykiske og handicappede beboere i 5 år. Helene Heilmann har også arbejdet med forebyggende hjemmebesøg hos ældre over 75 år i 5 år og kender til den administration, der ligger til grund for arbejdet med ældre. Det anses for særligt nyttigt i forhold til stillingen som Ældretalsmand.

”Jeg glæder mig til at varetage de ældres interesser. De ældre er en stor gruppe med mange ressourcer, som samfundet kan gøre god brug af. Samtidig er der grupper af ældre med mange udfordringer, som har behov for en stemme. Jeg glæder mig til at komme i dialog med de ældre som Ældretalsmand, så jeg kan varetage deres interesser og hjælpe mest muligt” Udtaler den nye ældretalsmand Helene Heilmann som fortsætter:

”Jeg har arbejdet med mennesker siden jeg blev færdig med uddannelsen som sundhedsmedhjælper i 1986, og siden som sundhedsassistent 2007. Jeg kan lide at arbejde med mennesker og via utallige samtaler, kender jeg meget til de ældres behov. Det er vigtigt at respektere de ældre, hvilket jeg vil have fokus på i mit arbejde.” afslutter den nye Ældretalsmand.

Naalakkersuisoq for Sundhed, Sociale Anliggender og Justitsområdet, Martha Abelsen glæder sig over ansættelsen og udtaler: ”Jeg er glad for, at de ældre har fået en stemme, som varetager deres interesser. En stor del af befolkningen er, eller bliver snart ældre, og det er vigtigt, at de har et talerør samt en ældretalsmand der kan vejlede dem om deres rettigheder”.

Ældretalsmanden ansættes jf. Inatsisartutlov nr. 37 af 28. november 2019 om Ældretalsmand. Ældretalsmanden udpeges for en periode på 3 år. Genudpegning kan ske.

Læs mere om Inatsisartutlov nr. 37 af 28. november 2019 om Ældretalsmand på lovgivning.gl.

 

Ældretalsmanden påbegynder sit arbejde d. 1 maj 2020.

Kontakt

For nærmere information kontakt ministersekretær Inger Heilmann Larsen på e-mail: ihla@nanoq.gl eller tlf. + 299 554160