50 år fra gaseksplosionen i Blok 5, 14. marts 1970

Kronik af Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur, Karl Frederik Danielsen

Lørdag den 14. marts 2020 samledes de overlevende håndværkere og familier til ofrene for at mindes de omkomne og ære de tilskadekomne ved gaseksplosionen i Blok 5 for 50 år siden. Vores tanker går til ofrene og deres familier.

Der er mange, der er blevet berørt af gaseksplosionen eller kender nogen, som var tæt på. For dem er det vigtigt at man husker dem der omkom i ulykken. Unge og forventningsfulde håndværkere var taget til Grønland for at bygge boliger og få erhvervserfaring, de kunne tage med hjem. Men de vendte i stedet tilbage i en kiste. Erla Vinter, hvis far også arbejdede på opførelsen af boligblokkene, har i flere år kæmpet for at få etableret en mindesten for markeringen af ulykken for de omkomne håndværkere. For Erla og de pårørende til de omkomne, har begivenheden haft stor betydning, og det har været vigtigt for dem, at historien ikke glemmes.

Når man til dagligt kører forbi Blok 5 på vej til arbejde, er det svært at forestille sig at der skete en alvorlig eksplosion for 50 år siden, i den dengang næsten færdigbyggede blok. Et kæmpe uheld, alle kunne have været foruden, og hvor i alt 11 håndværkere mistede deres liv.

Over 20 håndværkere var i fuld gang med at lægge sidste hånd på bygningen, som stod overfor at skulle afleveres til bygherren, Grønland Tekniske Organisation, GTO. Deriblandt en ung 21-årig tømrersvend, Eli Damberg, fra Nordjylland. Eli blev levende begravet under knuste byggematerialer ved eksplosionen.

Eksplosionen skete lidt over klokken 12, hvor det første spisehold var kørt til middag. Redningsaktionen varede i ca. 10 timer. På grund af fare for skred i murbrokkerne havde man besluttet sig for at bore en tunnel under byggeriet i den frosne jord, for at redde Eli ud.

Eksplosionen kunne høres over hele byen. Mange af vinduerne i blok 4 og 6, der vender mod blok 5, sprang i stykker. Folk var allerede flyttet ind i blok 6 og der var mange som fik sår og glasskår i ansigtet og kroppen.

Det var som en bombe, der eksploderede og den medførte en vild forvirring i hele byen. Alle fik travlt med at få styr på deres respektive familier midt i dette kaos.

Ulykken medførte udskiftning af et stort antal gaskomfurer med elektriske komfurer i alle blokke langs hele kysten.

Alle de følelsesmæssige aspekter har sat spor i os. Mange er stadigvæk meget berørte af katastrofen.

Hvad fremtiden angår, ønsker jeg det bedste for alle de berørte af den tragiske hændelse, og sender min dybe medfølelse til alle dem, der mistede deres kære ved den tragiske hændelse.

Æret være deres minde.