Tak til landets dimittender

På vegne af Naalakkersuisut og som Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur og Kirke og Udenrigsanliggender vil jeg gerne lykønske alle de dimittender, som for tiden springer ud som nyuddannede fra alle landets uddannelsesinstitutioner - om det er fra gymnasierne, erhvervsuddannelserne eller de videregående uddannelser, herhjemme eller i udlandet. Stort tillykke.

Det at tage en uddannelse er en stor personlig sejr, uanset om det har været en lige vej gennem uddannelsen eller om der har været med udfordringerne på vejen. At få et afgangsbevis kræver styrke, vilje og arbejdsomhed. Det har I som dimittender vist, at I besidder. Tak for jeres vedholdenhed og engagement.

Jeg har i den sidste tid været heldig at møde mange af jer og jeres glade familier og venner. Smilende og stolte. Uddannelse åbner døren til fremtiden - både for den enkelte og for vores land. Flere og flere får uddannelse og jeg bliver håbefuld og glad på vores fremtids vegne, når jeg ser jeres glæde og gå-på-mod.

Glenn Møller, student fra GUX Nuuk, citerede i sin tale til sine meddimittender vores digter, Kristen Poulsen: ”Den målbevidste kæmper mod udfordringerne” og sagde at:
”Vi er taknemlige for, at vores samfund giver os muligheden for at tage en uddannelse.”

Vi, samfundet, er også taknemlige over, at I har rakt hånden ud og taget imod muligheden for at tage en uddannelse. Vi takker for det ansvar, I tager, og at vi står sammen om udfordringerne på vejen for en lys fremtid. I er en nødvendig og vigtig ressource for landets udvikling.

Uanset om I skal videre i uddannelsessystemet eller til at prøve kræfter med arbejdsmarkedet, og uanset om det er herhjemme eller i udlandet, så er vi stolte af jer.


Med venlig hilsen

Ane Lone Bagger


For nærmere information kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på e-mail: rosath@nanoq.gl