IGASA – send børnene i køkkenet i sommerferien

Når sommerferien om lidt står for døren, kan børn i Nuuk og Tasiilaq se frem til fire dage fulde af madlavning, køkkensjov og sundhed. I uge 27 og 29 afholdes der for første gang IGASA maddage, som er et forløb for børn i alderen 10-12 år.

På IGASA får børnene mulighed for at tage grydeskeen i egen hånd og prøve kræfter med at tilberede både morgenmad, frokost og sunde mellemmåltider. Derudover står programmet på masser af leg og bevægelse samt sjov og aktiverende undervisning i De 10 kostråd. Sidst på ugen afholdes et familiearrangement, hvor børnene inviterer deres forældre på lækre smagsprøver.

IGASA skal give børn lyst til at deltage aktivt i madlavningen og til at lave god, sund mad fra bunden. En sund livsstil og gode kostvaner grundlægges i barndommen. Når børn deltager aktivt i madlavningen, får de vigtig viden om kost, og de lærer, hvordan man sammensætter et sundt og lækkert måltid.

IGASA er et nyt tiltag som er udviklet af PAARISA og drives kommunalt af Kommuneqarfik Sermersooq. Det afholdes i år i Nuuk og Tasiilaq for børn i alderen 10-12 år. Målet er at gøre IGASA til en tilbagevendende begivenhed, der kan gennemføres i alle landets kommuner.

Det er gratis at deltage i IGASA og tilmelding sker via Kommuneqarfik Sermersooqs hjemmeside.

IGASA støttes af Pisiffik og KNI/Pilersuisoq.

For yderligere oplysninger kontakt afdelingschef Ditte Sølbeck på e-mail: ditt@nanoq.gl eller tlf.nr. +299 346037