Grønlænder valgt som ekspertmedlem til et forum i FN

En grønlænder er valgt som ekspertmedlem til FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender

Tove Søvndahl Gant, er blevet valgt som ekspertmedlem til FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender for perioden 2020-2022.

Valget af Tove er meget positivt, da det har været en prioritet fra Naalakkersuisuts side, at der skulle være en grønlandsk repræsentant som ekspertmedlem i FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender.

FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender er et af de primære fora for arbejdet med oprindelige folks rettigheder og dets mandat dækker områder såsom sundhed, uddannelse og menneskerettigheder for oprindelige folk.

Tove Søvndahl Gant er national ekspert ved EU’s Fælles Udenrigstjenestes afdeling for menneskerettigheder i Bruxelles og har særlig fokus på oprindelige folks rettigheder. Herudover har Tove i en årrække arbejdet med oprindelige folks sager i Grønlands Selvstyre, chef for Grønlands Repræsentation i København samt arbejdet som eksekutivsekretær for Oprindelige Folks Sekretariatet ved Arktisk Råd. Tove har desuden deltaget i adskillige internationale fora vedrørende oprindelige folks rettigheder.

”På baggrund af sit arbejde med oprindelige folks rettigheder er Tove som kommende medlem af det permanente forum højst kvalificeret til at varetage oprindelige folks interesser i den arktiske region” udtaler Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Kirke og Udenrigsanliggender Ane Lone Bagger.

For yderligere information kontakt Departementschef Kenneth Høegh på kenh@nanoq.gl eller på +299 56 56 04