Infrastrukturseminar i Kommuneqarfik Sermersooq

Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur, Karl Frederik Danielsen og Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, har afholdt fælles infrastrukturseminar fredag d. 15. marts 2019 i Nuuk.

Seminaret var det sidste i en række infrastrukturseminarer, som er blevet afholdt med alle kommuner.

Karl Frederik Danielsen udtaler:
”Udbuddet af den nye lufthavn i Nuuk er nu igangsat. Borgmesteren og jeg fik under seminaret vished om, at erhvervslivet i Nuuk allerede nu er trukket i arbejdstøjet og forbereder sig til en fremtid, hvor Nuuk bliver mere tilgængelig for omverdenen.”

Asii Chemnitz Narup udtaler:

”Forberedelsen af den nye lufthavn i Nuuk har været mange år undervejs. Vi er i kommunalbestyrelsen meget glade for, at projektet nu endelig er nået så langt, at udbuddet er igangsat. I kommunalbestyrelsen en vi nu meget fokuserede på at skabe de bedst mulige betingelser for at den nye lufthavn også vil føre til vækst i turismen og i erhvervslivet.”


Ud over den kommende lufthavnsudvidelse, blev der sat fokus på infrastrukturen i Tasiilaq og Ittoqqortoormiit. Kommende initiativer på teleområdet og vedligehold af flere havneanlæg blev drøftet, og der blev sat fokus på øget samarbejde mellem Selvstyret, Kommunen og øvrige aktører i forbindelse med opgaveløsningen på Østkysten.

Afslutning:
Rækken af infrastrukturseminarer afsluttes i uge 12 med et politisk seminar for Naalakkersuisut, Inatsisartut og de fem kommuners borgmestre.

Naalakkersuisoq Karl Frederik Danielsen har store forhåbninger til at, de afholdte seminarer vil udstikke retningen for de kommende servicekontrakter, og udtaler:

”Under seminaret med medlemmer af Inatsisartut, borgmestre og Naalakkersuisut skal jeg have input om ønsker for de kommende servicekontrakter. Jeg ser frem til den politiske debat,” afslutter Naalakkersuisoq Karl Frederik Danielsen.

For yderligere information kontakt ministersekretær Steve Sandgreen på stes@nanoq.gl eller på +299 596659