De grønlandske lufthavnsprojekter og styrket erhvervssamarbejde
Statsministeren og
Formanden for Naalakkersuisut har i dag indgået en tillægsaftale til aftalen
fra september 2018 om dansk engagement i de grønlandske lufthavnsprojekter og
styrket erhvervssamarbejde mellem Danmark og Grønland.
Statsministeren og
Formanden for Naalakkersuisut noterer med tilfredshed, at arbejdet med at konkretisere
aftalen fra september 2018 nærmer sig sin afslutning, og at samarbejdet om at
føre aftalen ud i livet kan begynde.
Statsminister Lars Løkke
Rasmussen udtaler:
”Jeg
er glad for, at vi er i mål med de aftalemæssige rammer for statens deltagelse
i at modernisere infrastrukturen i Grønland med nye lufthavne og for et styrket
erhvervssamarbejde.
Jeg
er også glad for, at alle partier i Folketinget støtter op om projektet og
deler ønsket om at bidrage til erhvervsudvikling, arbejdspladser og nye
indtægter i Grønland.”
Formand for
Naalakkersuisut Kim Kielsen udtaler:
”Tillægsaftalen falder
godt i tråd med den modtagelse, Inatsisartut har givet aftalen fra september
måned sidste år. Loven om de nye lufthavne tager højde for den aftale om
statens kapitalindskud, som vi nu er klar til at indgå. På samme måde har
Inatsisartut i finansloven for 2019 taget højde for et styrket erhvervssamarbejde.
Jeg ser frem til at
gennemgå ejeraftalen for det nye lufthavnsselskab med Inatsisartuts Finans- og
Skatteudvalg i nær fremtid, så aftalerne kan skrives under, og samarbejdet
begynde.
Lufthavnsprojektet vil
være en stor gevinst for brugerne, og statens deltagelse vil forbedre økonomien
i de nye lufthavne med omkring 1 mia. kr. Samtidig reduceres risikoen i
projektet, og det bliver mere robust. Dertil kommer, at vi sammen rejser 220
mio. kr. til erhvervsudvikling. Det skal naturligvis gavne nye
erhvervsprojekter i Grønland. ”
Hent aftaleteksten ved at klikke her (Pdf).
Historisk udredning om de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark
i 1951
Statsministeren og
Formanden for Naalakkersuisut har endvidere drøftet spørgsmålet om en historisk
udredning om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951.
Statsministeren og
Formanden for Naalakkersuisut er enige om, at fortiden ikke står til at ændre.
Men en historisk udredning kan bidrage til at få de historiske fakta frem i
lyset.
Statsministeren og
Formanden for Naalakkersuisut har på den baggrund aftalt at bede børne- og socialminister
Mai Mercado og Naalakkersuisoq for Sundhed, Sociale anliggender og Justitsområdet
Martha Abelsen om sammen at udarbejde et kommissorium for en historisk
udredning.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:
”Sagen om de 22
grønlandske børn er en ulykkelig del af vores fælles historie. Tiden er
heldigvis en anden nu. Udredningen handler ikke om at placere skyld eller give
undskyldninger, men om at vi alle skal blive klogere. Det, håber jeg, denne
udredning kan bidrage til.
Jeg er glad for, at vi i dag har besluttet at udarbejde en historisk
udredning om sagen. Vi skal have beskrevet den historiske kontekst og nuancerne
i datidens udfordringer, dilemmaer og beslutninger.”
Formand for
Naalakkersuisut Kim Kielsen udtaler:
”For Naalakkersuisut er
det først og fremmest vigtigt, at disse begivenheder bliver ordentligt belyst. En
historisk udredning bør igangsættes nu, både af hensyn til de involverede børn
og deres familier; men også for at samfundet kan lære af det forløb, der har
været for børnene og deres familier.”
Yderligere oplysninger:
Kontakt i
Statsministeriet: Pressesekretær Karen Clement, telefon +45 33 92 22 59
Kontakt i Formandens
Departement: Ministersekretær Eqaluk Høegh, telefon +299 56 24 50
