eGUX 2-årig gymnasial uddannelse som fjernundervisning

Det bliver nu muligt for den studerende at tage en GUX-uddannelse hjemmefra. eGUX Sisimiut starter nemlig en ny 2-årig GUX uddannelsesmulighed fra sommeren 2019, også kaldet e2-årig GUX.

En uddannelse med fjernundervisning er for dem, der ønsker en GUX uddannelse, men ikke har mulighed for at flytte fra sin by eller bygd. Det er også for uddannelsessøgende, der af en eller anden grund ønsker en fleksibel uddannelse. eGUX Sisimiut udbyder i forvejen GUX enkelt- og suppleringsfag som fjernundervisning.

e2-årig GUX er en gymnasial uddannelse over 2 år, som giver mulighed for at søge især korte- og mellemlange videregående uddannelser. Med e2-årig kan man følge undervisningen uden at flytte til en by med en gymnasieskole - alt foregår via internettet.

”Det er et meget spændende tiltag, som eGUX starter op her til sommer. Det er så vigtigt, at vi i højere grad får erfaring med fjernundervisning og udvikler e-læring herhjemme, så vi kan skabe flere uddannelsesmuligheder uanset hvor i landet man bor”, udtaler Naalakkersuisoq, Ane Lone Bagger.

e2-årig GUX tilbydes som forsøgsordning fra september 2019. Ansøgningsfristen er 1. marts.

Læs mere om uddannelsen på www.sunngu.gl under GUX og 2-årige uddannelser. Ved yderligere spørgsmål kontaktes eGUX på eGUX@kti.gl.

For yderligere oplysninger kontakt undervisningsinspektør Lotte Kjær på telefonnummer: 34 57 23, eller pr. e-mail: lokj@nanoq.gl