World AIDS Day

Lørdag den 1. december er World AIDS Day. Dagen er blevet markeret verden over siden 1988. World AIDS Day handler om at fortsætte kampen mod HIV-epidemien, om at vise sin støtte til dem, der lever med HIV-smitte, og om at mindes dem, der er døde af AIDS.

-”Med de nye tilfælde af HIV blandt unge, er det ekstra vigtigt, at vi er opmærksomme og passer rigtig godt på os selv og hinanden. Kampen mod HIV er en kamp, vi skal vinde sammen, og det kræver, at vi alle gør en indsats. Det er centralt, at alle forstår vigtigheden af at beskytte sig med kondom. Kondom er den eneste form for prævention der både beskytter mod uønsket graviditet og kønssygdomme,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed Martha Abelsen og fortsætter:

-”Forebyggelse af sexsygdomme kræver en stor indsats fra flere sektorer og fra alle i vores samfund. Jeg er glad for, at ikke mindst Qeqqata Kommunia er gået aktivt ind i kampen mod HIV og har igangsat en række initiativer rettet mod de unge. Det er meget vigtigt, at vi involverer de unge i løsningerne på det seksuelle område.”.

FN’s tema for World AIDS Day 2018 er ”Know your status”. Hvis man kender sin HIV-status, ved man, om man er smittet eller ej. Hvis man er i tvivl om man er smittet, eller tror, man kan have været udsat for smitte, er det vigtigtat få taget en test.

Der er siden 1985 påvist omkring 185 tilfælde af HIV i Grønland. En stor del af de smittede er døde og nogle er rejst ud af landet. Der er i dag omkring 70 HIV-smittede i Grønland som er i livlang kontrol og behandling i sundhedsvæsenet. Velbehandlede HIV-smittede, smitter sjældent andre. Selv om behandlingsmulighederne er langt bedre end for bare få år siden er det et belastende liv at være kronisk patient. Det er endvidere en betydelig udfordring for sundhedsvæsenet at varetage denne opgave.

Kondomer til eget forbrug kan hentes gratis hos sundhedsvæsenet.


For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Inger Heilmann Larsen på tlf.: +299 539371 eller e-mail: ihla@nanoq.gl