Naalakkersuisut afmelder Nationalparken fra UNESCO´s biosfæreprogram

Nationalparken i Nord- og Østgrønland blev oprettet i 1974. Nationalparken er med sit areal på 972.000km2 og en kyststrækning på 18.000 km verdens største nationalpark, og nationalparken omfatter således hele den nordøstlige del af vores land. Udover at være nationalpark har området siden 1977 også været udpeget som et biosfæreområde under UNESCO’s Biosfæreprogram (Man and the Biosphere).

 

UNESCO´s biosfæreprogram har igennem årene ændret sig, så Naalakkersuisut mener ikke at nationalparken passer ind i programmet længere. Naalakkersuisut har derfor besluttet at afmelde området.

 

Biosfæreprogrammet har igennem en årrække ændret sig i forhold til kriterier, som skal være opfyldt for at være en del af programmet. Et af kriterierne er blandt andet, at der skal være en fastboende befolkning i området, hvilket der ikke er i nationalparken. Departementet for Natur, Miljø og Forskning har været i tæt dialog med andre lande med biosfæreområder. Departementet konstaterer, at alle andre biosfæreområder i dag har en betydelig mindre størrelse og en fastboende befolkning.

 

Det er ikke en let beslutning at afmelde området fra biosfæreprogrammet, men Naalakkersuisut har indset, at nationalparken ikke passer ind i programmet. Naalakkersuisut finder det vigtigt at beskytte og sikre bæredygtig anvendelse af det unikke naturområde og vi fastholder derfor fredningen af nationalparken”, udtaler Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Forskning Erik Jensen.

 

En udtrædelse af UNESCO’s Biosfæreprogram vil ikke få konsekvenser for nationalparkens fredningsstatus. 

 

Departementet for Natur, Miljø og Forskning oplyser at en række lande igennem de seneste år har afmeldt deres biosfæreområder, idet de har indset at deres områder heller ikke passer ind i programmet. Pr. 1. august 2018 er der således ca. 45 biosfæreområder, som er blevet afmeldt i en række lande, såsom Norge, Sverige, Holland og Tyskland. Biosfæreprogrammet har eksisteret siden 1971 og i dag er der i alt 686 biosfæreområder fordelt på 122 lande. 

 

For yderligere information kontakt Departementschef Mette Skarregaard Pedersen, tlf.: 346476 og e-mail: pan@nanoq.gl.