Alle må gøre en indsats for at bekæmpe syfilis

Syfilis er igen ved at blive et stort problem her i landet. Landslæge Henrik L. Hansen slår fast, at situationen er alvorlig, og opfordrer alle til at hjælpe med at bekæmpe sygdommen.

 

- Vi ser en foruroligende stigning i antallet af syfilis-tilfælde. For at det ikke skal udvikle sig yderligere til stor skade for den enkelte og for udviklingen i landet, er det vigtigt, at alle hjælper med at stoppe udviklingen. Syfilis er heldigvis en sygdom, som man kan forebygge og beskytte sig imod, men det kræver en indsats fra den enkelte, siger Landslæge Henrik L. Hansen.

 

Du kan være med til at forhindre at syfilis spreder sig, ved at:

  • dyrke sikker sex med kondom

  • blive testet, hvis du tror du er smittet

  • gå i behandling, hvis det viser sig, at du er smittet

  • fortælle det til din seksualpartner, hvis du tror, du kan have smittet ham eller hende

 

Syfilis er en alvorlig og smitsom sygdom, som hovedsageligt smitter ved seksuelt samkvem. Seksuelt overført syfilis viser sig i løbet af tre uger ved et sår på kønsdelene. Såret føles oftest hårdt og er ikke ømt.

 

Ubehandlet kan bakterien spredes med blodet og efter en til to måneder give feber, hovedpine, udslæt på hele kroppen og forskellige slimhindefænomener. Hvis sygdommen får lov at udvikle sig over måneder til år, kan det føre til en kronisk infektion i hjerne og rygmarv.

 

Smitte i fostertilstanden kan føre til abort, dødfødsel eller medfødt syfilis. Medfødt syfilis kan føre til en række forskellige kroniske tilstande, f.eks. misdannelser og mental retardering. I milde tilfælde opdages syfilis først senere i livet og nogle gange slet ikke.

 

Landslægeembedet modtager løbende indberetninger af tilfælde af syfilis, og antallet er steget i 2018. Den største andel af indberettede tilfælde findes i aldersgrupperne 20-29 år, og der indberettes flest tilfælde i Nuuk, Tasiilaq, Sisimiut og Ilulissat.

 

Bilag: Anmeldte tilfælde af syfilis

 

For yderligere oplysninger kontakt Landslæge Henrik L. Hansen på telefon: +299 34 51 91 eller e-mail: nun@nanoq.gl