Tuberkulose i Grønland – den aktuelle situation


I sidste uge mødtes ledere fra hele verden i FN i New York for at udvikle en fælles indsats for at bekæmpe tuberkulose på verdensplan. Det er første gang sådan et møde finder sted, og Grønland havde fremsendt informationer om tuberkulose-situationen her i landet inden mødet.

Mødet blev afholdt i forbindelse med FN’s generalforsamling. Det er første gang at ledere fra hele verden er mødtes med henblik på at udvikle en fælles indsats for at bekæmpe tuberkulose (TB) i verden. Overskriften for mødet var, at det kræver en fælles indsats at afslutte en global epidemi: “United to end tuberculosis: an urgent global response to a global epidemic”. Grønland havde fremsendt informationer om situationen her i landet inden mødet.

Som opfølgning på initiativet bringer Landslægeembedet nogle grundlæggende informationer om den aktuelle tuberkulose-situation i Grønland.

Tuberkulose i Grønland
Tuberkulose er en smitsom infektionssygdom, som har været i stigning i Grønland fra midten af 80’erne og til 2010. I 2010 toppede tuberkulose-forekomsten med 115 nye tilfælde svarende til ca. 205 tilfælde per 100.000 indbyggere. Forekomsten er nu faldet væsentligt og har i en årrække været mellem 55 og 85 tilfælde om året. Det svarer til godt 100 nye tilfælde per 100 000 indbyggere per år. Denne forekomst er fortsat høj sammenlignet med andre steder i verden (se kortet).

Grønland arbejder både med tuberkuloseforebyggelse og bekæmpelse og har løbende tilpasset de nationale strategier for at forbedre indsatserne. Både i 2010 og i 2016 havde Grønland besøg af tuberkulose-eksperter fra bl.a. WHO som udarbejdede anbefalinger til indsatsen. Disse anbefalinger blev efterfølgende indarbejdet i de nationale TB strategier.

• Der er i Grønland en forekomst på omkring 100 nye tilfælde per 100.000 indbyggere. Forekomsten har varieret fra år til år, men har været på samme niveau i en længere årrække.

• Tuberkulose forekommer i hele Grønland, men er mest udbredt i Syd- og Østgrønland. Tuberkulose optræder langt hyppigere hos personer med væsentlige sociale problemer.

• I Grønland optræder tuberkulose-smitte sjældent sammen med HIV-infektion.

• Resistens mod standard tuberkulose-behandling er kun set i få tilfælde. Det har dog givet særlige udfordringer, da faciliteterne i sundhedsvæsenet til denne gruppe patienter er begrænset.

• Børn vaccineres med BCG-vaccine mod tuberkulose. Vaccinationsdækningen for denne vaccine er høj overalt i Grønland.

• Tuberkulose-bekæmpelsen i Grønland udføres i henhold til National TB strategi 2017-2021. Der er fokus på, at tuberkulose-bekæmpelsen kræver en indsats fra forskellige dele af samfundet og ikke kun sundhedsvæsenet.

• Tuberkulose-stratgien fokuserer på at finde alle med aktiv tuberkulose hurtigst muligt efter sygdomsudbrud. Der tilbydes forebyggende medicinsk behandling til udvalgte grupper af smittede, som ikke har aktiv sygdom.

• Der foretages aktiv smitteopsporing med screening af udvalgte grupper, men der gennemføres ikke længere egentlige befolknings-screeninger.

• Der er tildelt særlige ressourcer til gennemførelse af tuberkulose-strategien med henblik på at kunne forberede den diagnostiske kapacitet og kvalitet og ansættelse af medarbejdere i sundhedsvæsenet til specifikt at varetage opgaver på tuberkulose-området.

• Indsatsen mod tuberkulose vanskeliggøres ved en række forhold, herunder at de tuberkulose-ramte bor meget spredt i landet. Der er også væsentlige udfordringer med at rekruttere kvalificerede medarbejdere til opgaven.

• Socialt udsatte grønlændere bosiddende i Danmark er en særlig risikogruppe for tuberkulose. Der har i flere år i træk været over 50 tilfælde pr år. Forekomsten er dermed væsentligt højere end blandt grønlændere bosiddende i Grønland.

Kort over tuberkulose-forekomsten på verdensplan, 2017


Kilde: Global tuberculosis Report 2018

Læs mere her:

United Nations. High-level meeting on the fight to end tuberculosis: https://www.un.org/pga/73/event-detail/fight-to-end-tuberculosis/

National TB strategi 2017-2021: https://nun.gl/Emner/Udgivelser/Tuberkulose?sc_lang=da

For yderligere oplysninger kontakt Rikke Bruun de Neergaard på telefon: +299 345189 eller e-mail: rbdn@nanoq.gl