Givende møder med borgerne i nord


Yderdistrikterne savner besøg fra politikerne. Denne opfordring har Naalakkersuisoq for Sundhed og Forskning, Doris J. Jensen taget til sig. Hun har netop været på rejse i Nordgrønland, hvor hun har afholdt en række borgermøder.

Doris J. Jensen besøgte Upernavik og bygderne: Nuussuaq, Kullorsuaq, Aappilattoq, Naajaat, Innaarsuit, Sdr. Upernavik, Kangersuatsiaq. Desværre måtte de planlagte borgermøder i Tasiusaq og Nutaarmiut aflyses på grund af transportproblemer.

Generelt var der stort fremmøde til borgermøderne. Naalakkersuisoq Doris J. Jensen indledte borgermøderne med en gennemgang af sundhedsudfordringerne, om sundhedsvæsenets tilbud og fremtidsudsigterne. Efter oplægget var der god tid til at stille spørgsmål. Borgerne og bygdebestyrelserne mødte velforberedte op og viste stor interesse for sundhedsområdet.

- Jeg er overvældet over den store gæstfrihed og venlighed, som jeg mødte alle steder. Jeg oplever desværre, at borgerne er bekymrede over manglen på faglært personale i sundhedsvæsenet. Det viser sig som frustrationer hos borgerne, og nogle føler, at de ikke får rettidig behandling, har lange ventetider på behandling, og at der mangler opfølgning efter behandling, siger Doris J. Jensen, og fortsætter:

- På baggrund af mit besøg, mener jeg, at vi blandt andet skal have kigget nærmere på de forhold som sundhedsvæsenets medarbejdere arbejder under. I de fleste af bygderne er der ingen personaleboliger til sundhedspersonalet, og det er ikke alle bygder der har et optimalt sundhedshus, hvilke ellers kan være med til at tiltrække faglært personale og forbedre forholdene i bygderne.


Doris J. Jensen besøgte også sundhedshusene og afholdt møde med bygdesundhedsarbejderne.

- Bygdesundhedsarbejderne bærer et enormt ansvar, og er uundværlige for bygdens borgere. Et par af bygdesundhedsarbejderne er ved at nå pensionsalderen, derfor er det vigtigt, at vi tænker på at få uddannet medarbejdere, der kan tage over og udfylde denne vigtige funktion, siger Doris J. Jensen og slutter:

- Det glæder mig meget at se, at Pipaluk bliver benyttet flittigt i Upernavik og bygderne. Jeg håber, at brugen af Pipaluk med tiden vil blive lige så udbredt i resten af landet.



For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på mobil: +299 55 33 03 eller e-mail: rosat@nanoq.gl