”Jeg fortæller det aldrig!”


Den grønlandske kunstner Gukki Nuka blev som barn udsat for seksuelle overgreb. Den 22. august 2018 kl. 20.00-22.00 holder han et foredrag i Katuaqs Lille Sal, som led i lanceringen af Killiliisa, Naalakkersuisuts strategi mod seksuelle overgreb 2018 - 2022.
Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender og Justitsområdet, Anthon Frederiksen, udtaler ”Foredraget er en del af startskuddet til Killiliisa, hvor tabuer skal brydes. Jeg er utroligt glad for, at Gukki Nuka har sagt ja til at være en del af dette. Med den nye strategi vil vi bryde tabuer og skabe positive forandringer, så alle føler, at de inddrages og høres. For at nå dertil er det afgørende, at modige mennesker som Gukki Nuka stiller sig frem og deler deres historier med os og viser os, at der er håb forude. ”

Foredraget hedder: ”Jeg fortæller det aldrig!”, og her vil Gukki Nuka dele sin historie med os. Historien om, hvordan han er kommet videre, efter han er blevet seksuelt krænket. Han vil fortælle om, hvad der har hjulpet ham med at komme videre. Oplægget sætter fokus på, hvordan man kan komme videre, hvordan man kan hjælpe sig selv, og hvordan man kan italesætte det, man har oplevet.

Efter foredraget vil man kunne stille spørgsmål til Gukki Nuka.

Foredraget kan følges via live-streaming på dette link: https://greenland.adobeconnect.gl/oqaluttuanngisaannassaanga/

For yderligere oplysninger, kontakt Ministersekretær Judith K Nielsen på e-mail: judi@nanoq.gl, telefon: +299 530627