International forskningsprojekt i nordøstgrønland fik besøg

International forskningsprojekt i nordøstgrønland fik besøg af Naalakkersuisoq og Forskningsminister

Doris J. Jensen deltog lørdag sammen med Forskningsminister Tommy Ahlers i et besøg ind til East Greenland Ice-core Project, EGRIP, som ligger nordøst på indlandsisen.

EGRIP er et internationalt dansk ledet projekt der undersøger isstrømmen der går ud mod nordøstkysten blandt andet til Nioghalvfjerds fjorden.

Man undersøger hvordan og hvorfor isen bevæger sig så hurtigt i det område. Iskerner bliver analyseret for ilt 18 isotoper for at bestemme klimaet for mange tusind år siden, der undersøges for støvlag som fortæller om vulkanudbrud eller støvstorme, og så kan de forskellige år-lags hældninger fortælle noget om isens bevægelser.

Gæsterne overværede hvordan 27.000 år gammel is blev trukket op fra 1500 meters dybde.

Forskningsleder Dorthe Dahl Jensen kunne fortælle at inden for de seneste 8 år har der i 4 år været isslag på isen som ikke er blevet set siden 1800 tallet.

Grønlandsk deltagelse
Tidligere undersøgelser fra danskledede iskerneboringer har betydet at der i dag findes en reference som bruges internationalt til at bestemme klimabegivenheder mange tusind år tilbage og erfaringerne med udviklingen af det tekniske udstyr til boringerne betyder at teknologien i dag bruges i resten af verden.

Der foregår i dag en del forskning på indlandsisen med deltagelse af forskere fra hele verden. Naalakkersuisoq Doris J. Jensen er glad for grønlandsk deltagelse.

- Derfor gør det mig ekstra glad at høre at der for nylig deltog 9 grønlandske GUX studerende i et besøg ind til forskningsstedet. Jeg håber og vil arbejde for at vore unge og vort samfund i det hele taget i højere grad får kendskab til den viden der genereres på indlandsisen og at de kan deltage i den grundforskning der foregår mange steder i vort land, siger Naalakkersuisoq for Sundhed og Forskning.

-Vi har haft nogle begivenhedsrige og informative dage her i Kangerlussuaq og Forskningsminister Tommy Ahlers og jeg har aftalt at vi skal mødes igen for at drøfte hvordan vi kan styrke samarbejdet om forskning og formidling heraf til gavn for vort land og for det internationale samfund, siger Doris J. Jensen.

Besøget var initieret af forskningslederne Professorer fra Københavns Universitet Dorthe Dahl Jensen og Jens Peder Stephensen. Foruden forskningsministeren var der også deltagelse fra blandt andet rektor på Københavns universitet Henrik Wegener.

For yderligere information kontakt ministersekretær Rosa Thorsen rosat@nanoq.gl +299553303