Vivian Motzfeldt hovedtaler for seminar i Bruxelles

Vivian Motzfeldt hovedtaler ved seminar i Bruxelles angående grønlandske politiske prioriteter og forholdet til EU

Den 19. juli var Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Kirke og Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt hovedtaler for et velbesøgt seminar i Bruxelles, og efterfølgende reception arrangeret af Grønlands Repræsentation i Bruxelles.

Til seminaret præsenterede Medlem af Naalakkersuisut for Uddannelse, Kultur, Kirke og Udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, nogle af Naalakkersuisuts politiske prioriteringer, Grønlands forhold med EU, herunder at Naalakkersuisut er interesseret i at udvide samarbejdet med EU uden at blive medlem. Derudover kom Vivian Motzfeldt ind på diverse arktiske udviklinger. Departementschef for Udenrigsanliggender, Kenneth Høegh, kom med supplerende oplysninger om yderligere forhold og udviklinger i Grønland og i Arktis. Danmarks faste repræsentant til EU, ambassadør Kim Jørgensen, kom også ind på det generelle samarbejde mellem Danmark og Grønland – særligt i forhold til partnerskabsaftalen med EU, men nævnte også de særlige geopolitiske og geostrategiske forhold ved Grønland, som gør Grønland vigtig for EU.
I slutningen af seminaret var der mulighed for at stille spørgsmål til talerne, hvilket mange tilhørere benyttede sig af. Tilhørerne kom fra Europa-Kommissionen, EU’s Udenrigstjeneste, EU-medlemsstater, interesseorganisationer og andre. Grønlands repræsentationschef i Bruxelles, Mininnguaq Kleist, var moderator for seminaret.

Vivian Motzfeldt udtaler:
”Det er opmuntrende at opleve den store interesse, der er for Grønland - og særligt fra folk, der deltager i beslutningsprocessen i EU-systemets mange lag og institutioner. Det er vigtigt at komme her til Bruxelles og oplyse om grønlandske synspunkter og interesser. Det er også vigtigt at fortælle om borgernes levevis og erhvervsudviklingen i Grønland. Alt dette i en tid, hvor de store EU-forhandlinger foregår om EU’s kommende budget for 2021-2027. Herunder om forslag til OLT- og partnerskabsaftalen. Det er også en tid, hvor Brexit-forhandlingerne kører, dialogen med arktiske parter øges, og derfor var spørgelysten fra publikum også stor.”

For yderligere information kontakt:
Mininnguaq Kleist, mail mikl@nanoq.gl, mobil: +32 499 99 98 58