Vivian Motzfeldt mødtes med EU´s Chefforhandler for Brexit

I dagene 18.-20. juli 2018 er Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Kirke og Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt i Bruxelles for at afholde en række møder med højstående repræsentanter fra EU-institutionerne samt for at afholde et seminar angående Grønland og de politiske prioriteter i Grønland.

Den 18. juli mødtes Naalakkersuisoq med EU’s Chefforhandler for Brexit, Michel Barnier. Mødet havde bl.a. til formål at gøre opmærksom på Grønlands interesser i relation til Brexit. Desuden var formålet at facilitere en gensidig orientering om aktuelle forhold i Grønland, samt en generel opdatering omkring EU’s arbejde ift. Brexit.

Under mødet påpegede Medlem af Naalakkersuisut for Uddannelse, Kultur, Kirke og Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt bl.a.:

”Når Storbritannien ikke længere er EU-medlemsstat, og hvis Storbritannien forlader EU's indre marked, kan fremtidige grønlandske fiskeprodukter, der kommer ind i Storbritannien, blive mødt med importtold og veterinærkontrol. Det kan ramme branchen i Grønland hårdt. Dette særligt set ud fra, at det sandsynligvis vil reducere importpriserne på grønlandske rejer og torsk før told. Grønland har derfor interesse i at opretholde gode handelsmæssige adgangsvilkår til Storbritanniens marked efter Brexit. Af den grund håber Naalakkersuisut, at EU vil have in mente, at forhandlingsresultaterne kan have stor betydning for Grønland.” Det viste Michel Barnier stor imødekommenhed overfor.”

Selvom Michel Barnier ikke kunne garantere for, at Grønlands interesser vil blive afspejlet i et endeligt forhandlingsresultat, havde han stor forståelse for Grønlands budskaber og situation, og Barnier vil tage det op i forhandlingerne med Storbritannien.

Under mødet blev der ligeledes kvitteret for, at der foregår et godt samarbejde mellem Grønland og EU på fiskeriområdet, og der generelt er en god politisk dialog mellem parterne.


For yderligere information kontakt:
Mininnguaq Kleist, mail mikl@nanoq.gl, mobil: +32 499 99 98 58