Doris uddeler midler til sundhedsfremmende arrangementer og projekter

De mange ansøgere til Uge 18 Puljen og Inuuneritta Puljen har spændt måttet afvente at det nye Naalakkersuisut tiltrådte, før de kunne få svar på deres ansøgninger. Nu er spændingen udløst, for Naalakkersuisoq for Sundhed og Forskning, Doris J. Jensen har netop uddelt midler fra de to puljer.

- ”Uddelingen af midler fra Uge 18 Puljen og Inuuneritta Puljen er en de opgaver, som jeg har set frem til igen at varetage. Det gode og sunde liv er noget, vi skaber sammen, og jeg bliver altid både glad og stolt, når jeg ser de mange ansøgninger fra hele landet. Det viser, at der er mange i vores land som har kræfterne og overskuddet til at gøre en forskel med et sundt arrangement eller projekt i den by eller bygd, hvor de bor,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed og Forskning, Doris J. Jensen.

Uge 18 er ugen, hvor vi sætter fokus på vores alkoholkultur og drikkemønstre. Hvert år er der mulighed for at søge om støtte til afholdelse af Uge 18 arrangementer. I år har Naalakkersuisoq for Sundhed og Forskning, Doris J. Jensen imødekommet ansøgninger fra 10 byer og 20 bygder om tilskud til afholdelse af et Uge 18 arrangement.

Inuuneritta Puljen yder støtte til forebyggende og sundhedsfremmende projekter, der er lokalt forankrede. I år har Naalakkersuisoq for Sundhed, Doris J. Jensen uddelt midler til 26 projekter. Nogle af de projekter som modtager støtte er:

  • Sommerlejr for børn i Paamiut og Ittoqqortoormiit

Camp West og Camp East foregår i Paamiut og i Ittoqqortoormiit. Projektet udføres af frivillige lejrledere i samarbejde med Foreningen Grønlandske børn.

Formålet med projekterne er at skabe en aktiv, kreativ, udfordrende og sjov sommer for børn og unge, hvor forældre i byen også vil blive inviteret til at deltage i weekendaktiviteterne.

  • Sund livsstil i Niaqornaarsuk

Skolen i Niaqornaarsuk, Atuarfik Kristian Lundblad, planlægger aktiviteter med fokus på fysisk aktivitet og sund kost. Der vil fx være fokus på sunde grønlandske råvarer og urter, oplæg om kost og fysisk aktivitet, workshops, gruppearbejde, samt oplæg fra alle grupper til borgerne i forsamlingshuset om de ting, de har lært i forløbet. 

  • Aalasa i Qaqortoq

Et tredje projekt ”Aalasa” i Qaqortoq har fået støtte til crossfit udstyr. Projekt Aalasa er et frivilligt arbejde, hvor alle borgere er velkomne til at komme og lave fysisk aktivitet i skolens gymnastiksal. Formålet med projektet er at forebygge rygning, alkohol, hash og fedme.

Læs mere om Inuuneritta Puljen og Uge 18 på: www.peqqik.gl

For yderligere oplysninger kontakt ministersekretær Rosa Thorsen på mobil: +299 55 33 03 eller e-mail: rosat@nanoq.gl