Der udbetales 1,5 mio. kr. i bonus til indhandlere af sælskind

Naalakkersuisoq for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi Hans Enoksen har besluttet, at der i lighed med tidligere år skal udbetales bonus til fangere, der i løbet af 2017 har indhandlet sælskind til Great Greenland.

Naalakkersuisoq for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi, Hans Enoksen udtaler i denne forbindelse:

”Jeg er meget glad for, at det igen har været muligt at påskønne fangernes indhandling af sælskind gennem udbetaling af en bonus. Fangererhvervet er en vigtig del at vores kulturarv, og det ligger mig meget på sinde at sikre, at vores fangerkultur og bæredygtige sælfangst kommer til udtryk.”

Den samlede bonus for 2017 vil andrage 1,5 mio. DKK og er finansieret indenfor den samlede bevilling til indhandlingstilskud for sælskind.

Udbetalingen foretages gennem Great Greenland proportionalt med den enkelte fangers indhandling. Udbetalingen forventes gennemført indenfor den kommende uge.

For yderligere information kontakt:
Departementschef Jørn Skov Nielsen, Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi. Email: jsn@nanoq.gl, telefon +299 34 56 34.