Seminar om udvikling af hundeslædeturisme

Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi afholder i samarbejde med Visit Greenland i disse dage et seminar i Kangerlussuaq med fokus på udvikling af hundeslædeturisme. Der er inviteret hundeslædeaktører fra hele landet for at få inspiration til nye udviklingsidéer og for at dele erfaringer.

Som alle andre erhverv udvikler fangererhvervet sig også med stor hast. Det er naturligt – og det er uundgåeligt. Derfor er det meget vigtigt hele tiden at gribe de nye muligheder der opstår.

Og netop i turismen ligger der mange udviklingsmuligheder for brugen af hundeslæde.

Hundeslædekørsel er efterhånden rigtigt mange steder et meget stort turistprodukt.  På Svalbard i Nordnorge er der flere meget store hundeslædefirmaer der udelukkende lever af at køre med turister. Der udbydes ture fra få timer til flere dage  –  så der er lidt for enhver smag fra de korte lette ture til de lidt mere ekspeditionsagtige tilbud. I Island, Canada, Sverige og Finland ses også mange udbydere af hundeslædeoplevelser. Det er vældigt populære oplevelsesprodukter – og der er tilsyneladende stor efterspørgsel herpå.

“De grønlandske slædekudske har i min overbevisning  en helt unik mulighed for at markedsføre et helt unik produkt – fordi hundeslædetraditionen trods alt stadig er levende,” udtaler Naalakkersuisoq Hans Enoksen og fortsætter: “En hundeslædetur i Grønland vil derfor have en helt unik autencitet der ikke ses mange andre steder.”

Hundeslædetraditionens dybe kulturelle forankring kan bruges som afsæt til spændende kommercielle produkter, der med tiden kan gøre hundeslædekørsel til et egentligt erhverv. Naalakkersuisut har stort fokus på erhvervsudvikling – ikke mindst på turisme. Der er således på Finansloven afsat midler til produktudvikling og turismeudvikling – disse erhvervsfremmemidler administreres af Greenland Business, som kan bistå med rådgivning. Derudover har Naalakkersuisut etableret en inkubatorordning – hvis formål er at lave målrettet rådgivning til virksomheder med ønske om udvikling og vækst. Disse rådgivnings – og støtte muligheder bliver ligeledes præsenteret for deltagerne på seminaret.

For nærmere information kontakt departementschef Jørn Skov Nielsen mobil 556188 og Senior konsulent Visit Greenland Mads Skifte mobil 55 82 78.