Behandlingstilbud til voldsudøvere er en stor succes

Siden oktober 2016 har personer, der udøver vold mod deres partner, haft mulighed for at få behandling i Alliaq. Alliaq tilbyder anonyme terapiforløb à 8 timer, og indtil videre er 22 kvinder og mænd færdigbehandlet, og 14 borgere er i aktiv behandling. Behandlingsmålet i Alliaq er, at voldsudøvere tager ansvar for volden og lære at stoppe med at udøve vold mod deres partner.

Behandlingen reducerer volden markant
Efter endt behandlingsforløb med en psykolog/terapeut udfylder partneren til voldsudøveren et anonymt spørgeskema. Her vurderer partneren om behandlingen varer ved, eller om der har været tilbagefald.

”Af de tilbagemeldinger vi har fået fra partnerne indtil videre, kan vi se, at den fysiske vold er ophørt helt, og at den psykiske vold er markant reduceret”, fortæller Preben Svoldgaard Larsen, der er psykologfaglig koordinator for Alliaq. Undersøgelsen viser samtidig, at partnerne vurderer, at voldsudøverens evne til konflikthåndtering er forbedret meget, og at deres parforhold er blevet bedre.

Voldens skadevirkninger for familien og eventuelle børn en vigtig motiverende faktor for at indgå i behandling i Alliaq. Både kvinder og mænd der udøver vold mod deres partner, har oftest et ønske om et roligt og kærligt parforhold. Men de har svært ved at kontrollere deres impulser og vrede. I mange tilfælde er de klar over, at volden også skader deres børn, hvilket er en stærk motivation i arbejdet med at lære at stoppe med at udøve vold mod deres nærmeste.

Et tilbud til hele Grønland
Alliaq har psykologer og terapeuter fysisk placeret i Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut og Ilulissat. Men de individuelle behandlingsforløb tilbydes også via telefonen og Skype.
Alliaq har modtaget henvendelser fra hele Grønland; fra Narsaq i Syd til Qaanaaq i Nord - fra Nuuk i Vest til Kulusuk, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit i Øst.

Telefonkontakt til Alliaq
Alliaqs telefonvagter kan kontaktes direkte på tlf. 34 50 40 hver mandag og torsdag fra kl. 20-22. På hjemmesiden: www.alliaq.gl findes der yderligere information om behandlingstilbuddet.

For yderligere information om Alliaq, kontakt: Majken Vith Tangkjær, Socialstyrelsen. Tlf.: 346639/ Mail: mavt @nanoq.gl