Grønland bliver medlem af Global Forum

Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter har på vegne af Naalakkersuisut, ansøgt om optagelse i et ambitiøst internationalt fællesskab.

I et mere og mere globaliseret samfund, hvor personer og penge i langt højere grad flytter på tværs er grænser, er Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter glad for at kunne bekendtgøre, at Grønland officielt er blevet medlem af Global Forum.

Grønland blev den 8. februar 2017 officielt inviteret til at blive medlem af Global Forum om transparens og udveksling af skatteinformationer på baggrund af landets forudgående dedikerede indsats. Den 29. august 2017 blev Grønland officielt budt velkommen som medlem af Global Forum.

Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter, Aqqaluaq B. Egede udtaler i den forbindelse: ”Jeg er glad for at vi nu er optaget i Global Forum, hvor vi i fællesskab med 145 andre lande vil arbejde for at sikre vores skatteprovenu og søge at undgå grænseoverskridende skatteunddragelse”.

Medlemsskabet forpligter Grønland til inden for en ambitiøs tidsplan at implementere og gennemføre OECDs standard for automatisk udveksling af skatteoplysninger. Standarden er et afgørende skridt i forhold til at dæmme op for international skatteunddragelse.

For yderligere oplysninger kontakt Kontorchef i Skattestyrelsen Rannvá Clementsen, tel. 346579 mail ranv@nanoq.gl