Kender du en, som gør en ekstraordinær indsats for miljøet og naturen?

Så er det måske ham eller hende, der skal have Grønlands Selvstyres Miljø- og Naturpris 2017. I år går prisen til virksomheder, organisationer eller enkeltpersoner, som gør en ekstraordinær indsats for at opsamle og bekæmpe mængden af affald.

Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, udtaler: ”Det ligger mig meget på sinde, at Grønlands natur og miljø holdes rent, og Naalakkersuisut vil med årets pris anerkende enkeltpersoner, organisationer eller virksomheder, som gør en ekstraordinær indsats indenfor opsamling eller bekæmpelse af affald.”

Kender du en, som altid samler affald i naturen, eller som fortæller børn og unge om at passe på naturen? Eller måske kender du en virksomhed, der går foran som en rollemodel i forhold til renholdelse af udearealer og opsamling af henkastet affald?

Uanset om det er en enkeltperson, en virksomhed eller en organisation, kan du indstille dem til Miljø- og Naturprisen 2017. Prisen er på 50.000 kr. og kan fordeles til en eller flere prismodtagere.

Hvordan indstiller du til prisen?
Du kan sende din indstilling til årets Miljø- og Naturpris til pan@nanoq.gl eller til Departementet for Natur og Miljø, Postboks 1614, 3900 Nuuk inden den 30. september 2017.

Indstillingen skal indeholde en kort begrundelse, kontaktoplysninger på den eller de personer, som sender indstillingen samt kontaktoplysninger for den eller de indstillede personer, virksomheder eller organisationer.

Dette års tema relaterer til FN’s bæredygtighedsmål om bæredygtigt forbrug og produktion samt til temaet for Nordisk Råds Miljøpris, som i år er affaldsfrie løsninger.


For yderligere oplysninger, kontakt AC-fuldmægtig Naja Holm på telefon 346718 eller på email nhlm@nanoq.gl.