Godt møde med de evakuerede borgere fra Nuugaatsiaq og Illorsuit

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen og formanden for overgangsudvalget i Avannaata Kommunia Palle Jerimiassen har tirsdag eftermiddag holdt møde med de evakuerede borgere fra Nuugaatsiaq og Illorsuit i Atuarfik Edvard Kruse i Uummannaq.

De evakuerede borgere fra Nuugaatsiaq og Illorsuit fik en status over Naalakkersuisuts og Qaasuitsup Kommunias arbejde for at hjælpe de evakuerede familier med genhusning, byggeri af nye boliger, anskaffelser af fiske- og fangstudstyr og de mange andre ting, der er behov for, når folk bliver ramt af en naturkatastrofe og evakueret fra sit hjem.

Der var mange fremmødte til mødet, og forholdsvis få spørgsmål. Spørgsmålene drejede sig blandt andet om mistede joller, redskaber og ejendele som møbler, elektronisk udstyr og tøj. Vinteren er på vej, luften er allerede blevet køligere og der er behov for varmt tøj til familierne. Endvidere blev der spurgt til de forskellige planer og muligheder for genhusning og en ny bolig. Der er også borgere, som udtrykte ønske om at vende tilbage til deres hjem i bygden.

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen og formand for overgangsudvalget i Avannaata Kommunia Palle Jerimiassen fortalte de evakuerede borgere følgende:

”Beredskabskommissionen vurdering er uændret: Både Illorsuit og Nuugaatsiaq bør betragtes som et fareområde. Derfor bør borgerne ikke vende tilbage til Nuugaatsiaq og Illorsuit. Naalakkersuisut og Qaasuitsup Kommunia har taget denne indstilling til efterretning. Det er grundlaget for den indsats, vi gør for at hjælpe de evakuerede borgere fra Nuugaatsiaq og Illorsuit. Det er også grunden til, at det ikke er muligt at videreføre de forskellige servicefunktioner i de to bygder, så som skole, butik, elforsyning, sundhedsbetjening osv. I stedet arbejder selvstyret og kommunen for at hjælpe de ramte borgere med hensyn til de mange problemer og behov, de nu står over for, eksempelvis med bolig, børn, arbejde og i andre af livets fornødenheder, alt efter behovet i hver enkelt husstand.”

Ud af 62 husstande fra Nuugaatsiaq og Illorsuit har 13 allerede fået tildelt en bolig, tre er flyttet i eget hus, mens 17 har fået tildelt en bolig fra INI A/S eller privat lejebolig. Tre personer er flyttet ind i alderdomshjemmet. Der er fortsat 26 husstande, der ikke er blevet genhuset. De 11 af dem bor midlertidigt på kollegie, mens syv bor hos familie eller venner.

Grønlands Selvstyre og Qaasuitsup Kommunia er i fuld gang med at planlægge hvor der skal bygges nye boliger til de berørte borgere. Selvstyret og kommunerne har allerede sat 70 mio. kr. af til byggeri, mens den danske regering har besluttet at søge om 30 mio. kr. til samme formål.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Informationschef Paornánguaq Kleist, Formandens Departement, på mobil +299 55 94 24, e-mail paok@nanoq.gl

Erhvervsdirektør Hans Peter Lennert, Qaasuitsup Kommunia, på mobil +299 54 28 18, e-mail hple@qaasuitsup.gl