Deltag i konkurrencen om at fremme fysisk aktivitet

For tredje år i træk afholdes konkurrencen om at fremme fysisk aktivitet i skolen, på arbejdspladsen og i samfundet. Del din gode idé og vind 25.000 kr. lyder opfordringen fra Departementet for Sundhed.

-”Der er rigtig mange fordele ved, at skoler, arbejdspladser og samfundet generelt har fokus på at fremme fysisk aktivitet. En fysisk aktiv hverdag giver højere livskvalitet, mere energi i hverdagen, og så forebygger det en lang række sygdomme,” siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain og fortsætter:

-”Det kan være svært at ændre vaner, og at komme i gang med at være mere fysisk aktiv. Men rundt om i landet findes der mange gode eksempler på, at det kan lade sig gøre at få mere fysisk aktivitet ind i hverdagen. Disse forbilleder vil vi gerne fremhæve, så andre kan lade sig inspirere af dem.”

Årets aktive i samfundet, i skolen og på arbejdspladsen kåres ved Maligassiuisut Show den 4. november, hvor Grønlands Idrætsforbund og Elite Sport Greenland samtidig kårer forbilleder inden for idrætten. I år vil der som noget nyt være en landsindsamling i forbindelse med showet i samarbejde med Pisiffik.

Hvis din arbejdsplads, skole eller by eller bygd har en rigtig god idé til at fremme fysisk aktivitet, så send en beskrivelse af initiativet sammen med en kort film og nogle gode billeder til pn@nanoq.gl . Sidste frist for deltagelse er den 15. september 2017.

Læs mere om konkurrencen på Peqqik.gl.

For nærmere information kontakt Ministersekretær Nauja Møller på mobil +299 58 26 54.