Pressemeddelelse fra Kim Kielsen

Naalakkersuisut sender en tak til de personer, som yder hjælp – enten som frivillige eller som myndigheder – og som gør en uvurderlig indsats efter oversvømmelsen i Nuugaatsiaq og omkringliggende områder.

Naalakkersuisut følger situationen tæt efter oversvømmelsen i Nuugaatsiaq. Naalakkersuisut ønsker at takke de mange mennesker, såvel fra de forskellige myndigheder som frivillige, som siden i går aftes har ydet en fantastisk indsats.

Lige nu skal de involverede fokusere kræfterne på at yde akut redningsarbejde og varetage beredskabsindsatsen. Når selve beredskabssituationen er ovre, vil kræfterne skulle fokuseres på den opfølgende indsats.

Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen udtaler:

”I en meget svær tid, er jeg taknemmelig og stolt over, at både myndigheder og frivillige personer har ydet en fantastisk indsats. Ligeledes har borgerne i Nuugaatsiaq vist, at man i en svær tid kan stå sammen og hjælpe hinanden. Borgerne har også været gode til at lytte til og følge beredskabsmeddelelserne. Det har lettet hjælpearbejdet betydeligt. Jeg skal fortsat opfordre borgerne til at holde sig orienteret om beredskabets udmeldinger.

Naalakkersuisut har fået oplyst, at der stadig savnes beboere fra Nuugaatsiaq. Jeg skal derfor opfordre til, at borgere registeret med bopæl i Nuugaatsiaq og som befinder sig et andet sted og endnu ikke har givet melding til pårørendetelefonen på tlf. +299 36 52 49, at give sig til kende hurtigst muligt.

Jeg ønsker at fremhæve min og Naalakkersuisuts deltagelse til alle de berørte borgere og pårørende, som er ramt af disse begivenheder. Det er mit håb, at beredskabet de nærmeste timer vil kunne redegøre for de savnede personer.

Jeg agter, så snart der er muligt, at rejse til området og tale med befolkningen, sammen med Naalakkersuisoq Erik Jensen.”