Vittus Qujaukitsoq valgte selv at gå

Nuuk TV bragte en nyhed onsdag aften vedr. tidligere Naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq, hvor det bl.a. blev fortalt at han var blevet fyret som Naalakkersuisoq.

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen gør opmærksom på, at Vittus Qujaukitsoq ikke blev fyret eller bedt om at gå som Naalakkersuisoq. Vittus Qujaukitsoq trak sig fra posten af egen fri vilje.

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen udtaler:

"Tidligere Naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq havde store ansvarsområder, som jeg ønskede at fordele mere ligeligt mellem medlemmerne af Naalakkersuisut. Jeg ville overlade området for udenrigsanliggender til Naalakkersuisoq Suka K. Frederiksen, så Vittus Qujaukitsoq kunne fortsætte som Naalakkersuisoq for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi. Det er alle vigtige områder, som har stor betydning for Naalakkersuisuts arbejde og for befolkningens hverdag og samfundets udviklingsmuligheder.

Det er min opgave som Formand for Naalakkersuisut, at lede og fordele arbejdet i Naalakkersuisut. Herunder er det min opgave at vurdere fordelingen af arbejdsopgaverne mellem medlemmerne af Naalakkersuisut - om de enkelte medlemmer af Naalakkersuisut har for lidt eller for meget ansvar på sine skuldre. Det har jeg gjort før, i min regeringsperiode, og det har andre gjort før mig.

Jeg vurderede, at det var en rigtig beslutning og et rigtigt tidspunkt at overføre udenrigsområdet til Suka K. Frederiksen. Det meddelte jeg Vittus Qujaukitsoq, forud for sagens behandling i Inatsisartut. Vittus ønskede ikke at fortsætte som medlem af Naalakkersuisut, med ansvar for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi, men uden ansvar for Udenrigsanliggender, og valgte på den baggrund at forlade Naalakkersuisut.

Vittus Qujaukitsoq valgte således selv at trække sig fra sit hverv som Naalakkersuisoq, frem for at afgive et ansvarsområde. Det var hans valg, og ikke mit."


For yderligere oplysninger, kontakt ministersekretær Karen Motzfeldt på mobil +299 56 24 50 eller e-mail karm@nanoq.gl.