De Arktiske lande vedtager vigtig forskningsaftale

Ved Arktisk Råds ministermøde i Fairbanks d. 10. maj vedtog de arktiske lande den tredje bindende aftale i regi af Arktisk Råd. Naalakkersuisoq for Selvstændighed, Udenrigsanliggender og Landbrug, Suka K. Frederiksen, underskrev på vegne af Grønland:

”Aftalen om videnskabeligt samarbejde tager vigtige skridt i at sikre en bæredygtig udvikling. Et videnskabeligt grundlag der skal komme vores befolkning til gode. Vi ser i Grønland frem til at implementere aftalen og det yderligere samarbejder i Arktis.”

På ministermødet gav Naalakkersuisoq Suka K. Frederiksen desuden et indlæg, hvor hun understregede vigtigheden af at fokusere på den arktiske befolkning:

”Derfor er det vores mest fremtrædende opgave - vi, der kalder Arktis for vores hjem - at lede dialogen om, og udviklingen af, vores region. Arktisk Råd er det førende forum, hvor repræsentanter for oprindelige folk deltager og det skal vi være stolte af.”

Ministrene vedtog desuden Fairbanks erklæringen som indeholder de vigtigste resultater under det amerikanske formandskab under de fire overskrifter; havets sikkerhed og forvaltning, forbedring af levevilkår, klimaændringer samt styrkelse af Arktisk Råd. Endeligt blev 7 yderligere observatører optaget i Arktisk Råd; International Council for the Exploration of the Sea (ICES), Oceana, National Geographic Society, OSPAR, Schweiz, Vestnordisk Råd og Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO). Man åbnede op for tættere samarbejde med industri- og erhvervsorganisationer.

I margenen af ministermødet mødtes Naalakkersuisoq Suka K. Frederiksen, sammen med den danske udenrigsminister, bilateralt med hhv. Canadas udenrigsminister Chrystia Freeland og USA’s udenrigsminister Rex Tillerson, hvor forskellige emner som grænsedragninger, kontinentalsokkel og Thule Air Base blev berørt.
Naalakkersuisoq fremhævede bl.a., at en vigtig del af forsvarsaftalekomplekset mellem Grønland og USA er, at sikre Grønland og det grønlandske samfund det mest mulige afkast og fordele af den amerikanske militære tilstedeværelse.

”Mødet var ganske positivt og Rex Tillerson er villig til at engagere sig i sagen og tog ganske positivt i mod min invitation til Grønland”, udtaler Naalakkersuisoq Suka K. Frederiksen.
Arktisk Råds Ministermøde finder sted hvert andet år, hvor formandskabet gives videre og resultaterne af de to sidste års formandskab præsenteres. Dette år blev mødet afholdt i Fairbanks, Alaska. USA har varetaget formandskabet for Arktisk Råd 2015-2017 og overdrog formandskabet til Finland for perioden 2017-2019.

Naalakkersuisoq Suka K. Frederiksen og USA udenrigsminister Rex Tillerson.


Kontaktperson: Jacob Isbosethsen +299 556772