Reaktion fra Suka K. Frederiksen vedrørende miljøforhold ved Ikkatseq

I den forgangne uge har tidligere Naalakkersuisoq for Miljø Mala Høy Kúko i flere medier givet udtryk for, at der skulle være planlagt underskrivelse af en aftale mellem Grønland og Danmark vedr. miljøoprydning ved den tidligere militære base Ikkatseq.

”Jeg vil gerne understrege, at der ikke har været planer om, at der skulle underskrives en aftale om Ikkatseq. Det er således ikke korrekt, at jeg har stoppet indgåelsen af en aftale om Ikkatseq. Jeg har som Naalakkersuisoq for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug, hverken stoppet eller forhalet en aftale herom, udtaler Naalakkersuisoq for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug Suka K. Frederiksen.

Den tidligere militærbase Ikkatseq i Østgrønland er ét af mange steder i landet, hvor Naalakkersuisut arbejder for, at der bliver taget hånd om det efterladte affald. Naalakkersuisut finder det vigtigt, at der er fokus på de lokaliteter, der vurderes at have stor miljøpåvirkning af omgivelserne. Dette således at der bliver foretaget en oprydninger af de områder, der er mest forurenende først. Således at indsatsen er til størst mulig gavn for miljø og sundhed.

Naalakkersuisut finder, at oprydningen af en given lokalitet bør gennemføres af og være forurenerens ansvar. Dette vil også være i overensstemmelse med ”forurener-betaler-princippet”, som er indarbejdet som et vigtigt princip i miljøbeskyttelsesloven.

For yderligere oplysninger kontakt Departementschef Mette Skarregaard Pedersen, MESP@nanoq.gl telefon 34 51 22