Kriterier for makrelkvoten

Makrel

Naalakkersuisut besluttede den 3. april, at årets makrelkvote skal være på 66.365 tons. Målsætningen i år, er at en mindre del af kvoten skal fiskes af udenlandske fartøjer.

Kvotefordelingen er inddelt i to kategorier.

I den første kategori skal størstedelen af kvoten gå til grønlandske fartøjer. 46.365 tons af kvoten går til denne kategori. Mængden fordeles ligeligt mellem kvalificerede grønlandske fartøjer.

Mindst 75 procent af den tildelte mængde skal fiskes med det grønlandske fartøj, mens de resterende 25 procent kan fiskes af et indchartret/indflaget fartøj.

I den anden kategori skal der fordeles 20.000 tons af kvoten til selskaber uden egne fartøjer at fiske med. Selskaberne skal opfylde en række betingelser. Blandt andet skal de have andre allerede etablerede aktiviteter indenfor fiskeri eller fiskeproduktion. Mængden fordeles i lige store dele.

- Det er vigtigt for udviklingen af det pelagiske fiskeri i Grønland, at vi går i en retning mod, at det er de grønlandske fartøjer, der fisker vores pelagiske ressourcer’, udtaler Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst, Hans Enoksen.

Grønland blev i efteråret 2016 kyststat til makrel. Grønland er dog endnu ikke del af en kyststatsaftale om makrel.

Se yderligere information, og hent ansøgningsskema

Kontaktperson Kunuk Holm, fungerende afdelingschef, Departementet for Fiskeri og Fangst. Email: kunh@nanoq.gl