Gratis Qujanaq-æske gør det nemt at sortere affald

Du kan hente en gratis Qujanaq æske til dine brugte batterier og elpærer hos din kommune

Vi har brug for din hjælp til at få indsamlet brugte batterier og elpærer. Nu er det derfor muligt at få udleveret en gratis ”Qujanaq-æske” hos kommunen til dine pærer og batterier. Sorteringsæsken skal gøre det nemt for alle at sortere batterier og elpærer fra, så disse ikke havner sammen med det almindelige affald. Når æsken er fyldt kan den tømmes på den lokale modtagestation, eller i de beholdere, som er placeret ved de lokale supermarkeder. 

Der er et stort behov for, at vi alle hjælper til med at få sorteret vores eget affald. Nu laver vi en kampagne, hvor vi sammen med kommunerne sætter fokus på, hvad vi hver især skal gøre med vores brugte batterier og elpærer. Det skal være nemt og ligetil at sortere sit affald, udtaler Naalakkersuisoq for Selvstændighed, Natur, Miljø og Landbrug Suka K. Frederiksen.  

Elpærer og batterier må ikke blandes sammen med det daglige affald, som kommer i skraldespanden. De forurener og udleder giftige stoffer, hvis de kommer i forbrændingsanlæggene. De batterier og elpærer, som bliver afleveret korrekt, bliver sejlet til behandling ved Reno Nord i Danmark, så det sikres at tungmetaller og andre giftstoffer fra batterierne og elpærerne ikke forurener naturen.

Kontaktinformation: Ministersekretær Naasunnguaq Olsen, tlf: 52 36 84 eller pr. e-mail: nasu@nanoq.gl