Det er svært at spå – især om fremtiden

Helikopter

Ane Hansen har udtalt sig om servicekontrakter på trafikområdet, herunder, at Disko Line bør fratages deres forpligtelser. Naalakkersuisoq Martha Lund Olsen udtaler i den forbindelse:

”Der er en glæde, at Ane Hansen, Inatsisartutmedlem for Inuit Ataqatigiit, tager trafiksituationen op til debat. I dag er det d. 16. januar og aftalen om Disko Lines servicering er stadig under tre uger gammel. 

Operatørerne har haft meget få dage til at indføre et nyt system, og det er derfor for tidligt at komme med beskyldninger om, hvorvidt Disko Line er i stand til at løfte opgaven.

Indtil videre er alle aflysninger på helikoptertransport sket på grund af dårligt vejr. På trods af det, er trafikken blevet afviklet så snart det var muligt – også med bådtrafik. 

Jeg vil derfor opfordre til, at man lader Disko Line finde fodfæste.

Finansloven for 2017 er behandlet og vedtaget af Inatsisartut for mindre end to måneder siden. Her er de knappe økonomiske ressourcer fordelt efter Naalakkersuisut og Inatsisartuts velvillige behandling. 

Det er også her besluttet, hvor mange midler, der skal afsættes til servicekontrakterne i konkurrence med midler, der også er afsat til andre lige så vigtige område. For blot at nævne nogle eksempler kan næves misbrugsbehandlingscentre, kollegier og udredningshjem.

Jeg vil derfor opfordre Ane Hansen og øvrige politikere til ikke blot at kritisere en model, der er vedtaget - ikke kun af Naalakkersuisut, men også af Inatsisartut – og opfordre til at komme med nogle konstruktive bud”.

Kontakt person ved eventuelle spørgsmål: Fungerende ministersekretær Elisabeth Fleischer, på mobil 56 41 11, mail bedes sendt til: box909@nanoq.gl