Kielsens borgermøder i 2016 i naalakkersuisut.gl

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen har i 2016 afholdt 15 borgermøder og dialogmøder i byer og bygder herhjemme samt i Danmark og på Færøerne. Korte beskrivelser af møderne, emnerne og borgernes spørgsmål er nu blevet tilgængelig i naalakkersuisut.gl.

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen udtaler om møderne:

”Det betyder meget for mit politiske arbejde som Formand for Naalakkersuisut, at jeg har mulighed for at møde borgerne direkte og lytte til, hvad folk har at sige. Når jeg er i dialog med folk på møder, på virksomhedsbesøg eller på tomandshånd får jeg inspiration til mit videre politiske arbejde. Det er vigtigt, at vi i Naalakkersuisut holder fast ved, at det hverdagsliv, befolkningen har, skal være udgangspunkt for vores politiske indsats. Jeg vil derfor fortsætte med at gøre, hvad jeg kan, for at mødes med borgere rundt om i landet, både for at fortælle om Naalakkersuisuts arbejde, men også for at høre borgernes ideer, ønsker og meninger om samfundsudviklingen.”

Se beskrivelser af borgermøderne her.

 

For yderligere oplysninger, kontakt ministersekretær Karen Motzfeldt på telefon +299 34 50 00, mobil +299 56 24 50 eller e-mail karm@nanoq.gl.