Bekymrende status for retssikkerheden

Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen Sara Olsvig har læst Advokatrådets rapport om retssikkerhed i Grønland, som udkom tidligere på ugen.

”Jeg er glad for, at Advokatrådet har vist interesse for retssikkerheden i Grønland, som i den grad trænger til et eftersyn. Deres anbefalinger viser tydeligt, at der er behov for tiltag på området, så retssikkerheden for borgerne forbedres. Jeg vil sammen med justitsministeren i næste uge drøfte, hvordan vi konkret kan følge op på anbefalingerne. Samtidig vil jeg minde den danske regering om, at Danmark med selvstyreaftalen har forpligtet sig til at sikre en standard, som tilsvarer standarden i Danmark” udtaler Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen Sara Olsvig.

Advokatrådet har i 2016 har ønsket at tage en status på retssikkerheden i Grønland, og derfor har de nedsat en arbejdsgruppe, som har fået til opgave at identificere eventuelle retssikkerhedsmæssige udfordringer. I denne uge udkom deres rapport, som indeholder en række anbefalinger inden for bl.a. domstolene, politiet, forsvarerne og kriminalforsorgen.

Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen udtaler: ”Jeg er meget bekymret for udfordringerne på flere af de områder, som Advokatrådet berører i deres rapport. Derfor vil vi fra Naalakkersuisut gennemgå anbefalingerne og blive mere tydelige i de krav og mål, vi vil udarbejde på området for Grønland”.

Rapporten blev offentliggjort i Katuaq i Nuuk den 30. november 2016 og kan læses her: (http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/~/media/Nyheder/Pjece_danmark_FINAL_web.ashx)

For yderligere information kan kontaktes: Departementchef Julie Præst Wilche, Tlf.: 55 11 90, E-mail: jprw@nanoq.gl